(Last Updated On: 7. oktober 2016)
08msb-maendsmoedesteder-til-web

Administrerende direktør Jesper Hjulmand fra SEAS-NVE overrækker prisen som Årets Ildsjæl til Mænds Mødesteder Stevns. Formand Per B. Jensen tog imod prisen. Foto: SEAS-NVE

Der var glæde hos Mænds Mødesteder Stevns torsdag eftermiddag i sidste uge, da SEAS-NVE overrakte 25.000 kr. til stedets formand Per B. Jensen i anerkendelse af Mænds Mødesteders indsats i lokalområdet

Af Signe Ravn

STRØBY: – Det tog blot tre uger, og så havde SEAS-NVE fået hele 344 indstillinger fra hele Region Sjælland. Men det var altså Mænds Mødesteder Stevns, der løb med æren og prisen som Årets Ildsjæl.

22 af de 344 indstillinger pegede på Mænds Mødesteder Stevns.

Nye venskaber vokser frem
En af indstillingerne kom fra Lykke Bek, der er gift med en af mændene, der er medlem af foreningen. Hun tilskriver Mænds Mødesteder Stevns æren for, at hendes ægteskab blev reddet.

»Min mand måtte i en alt for tidlig alder træde ud af arbejdsmarkedet grundet sygdom. Al netværk forsvandt i den forbindelse, og en svær depression var på trapperne. En aften så vi et indslag om Mænds Mødested Stevns, og min mand tog straks kontakt til stedet. I dag har jeg igen en glad og humørfyldt ægtefælle, og der er blevet skabt nogle dejlige venskaber. Mødestedet formår at få mennesker til at føle sig værdifulde uanset alder og eventuelt handicap. Mit ægteskab er reddet, og det kan jeg takke de ildsjæle fra Mænds Mødested for,« lød Lykke Beks indstilling.

– Det er jo fantastisk at blive anbefalet af vores egen forenings mænds pårørende. Det er stort! Jeg har aldrig oplevet noget lignende, fortæller Per B. Jensen til Stevnsbladet.

Unik og forbilledlig indsats
»Vi har valgt Mænds Mødesteder Stevns for deres helt unikke og forbilledlige indsats for at skabe et fællesskab for mænd til at bekæmpe ensomhed, depression og skabe glæde i hverdagen til gavn for både mændene og deres familier. Det store engagement, vi har oplevet omkring dette initiativ, vidner om, at der er et kæmpe potentiale i at støtte op omkring regionens mange gode lokale fællesskaber. Det er et potentiale, vi vil fortsætte med at støtte op om fremover,« sagde Jesper Hjulmand, der er adm. direktør i SEAS-NVE til prisoverrækkelsen, der fandt sted hos Mænds Mødesteder Stevns på Blommevej 3 i Strøby.

Formand Per B. Jensen glæder sig over, at en forening som Mænds Mødesteder, der har en begrænset økonomi, nu har fået flere muligheder takket være prisen og den flotte check fra SEAS-NVE for at skabe et fællesskab ud over det sædvanelige for mænd.

– Der er penge til utroligt mange udflugter, og vi kan have mindre brugerbetaling. Det giver ro, så det er helt fantastisk, lyder det begejstret fra Per B. Jensen, der startede Mænds Mødesteder Stevns op for halvandet år siden.

I dag har foreningen godt 70 medlemmer, mænd, der mødes i et socialt fællesskab ude krav, men med mulighed for at hygge, snakke, spille, bygge eller hvad man nu måtte have lyst til.

Konceptet har for længst vist sin styrke og positive effekt på brugerne, og det har inspireret til oprettelse af afdelinger andre steder i landet. Der arbejdes i øjeblikket på at starte mødesteder op i Høje Taastrup, Brøndby, Sønderborg og Tårnby.

Flere priser på vej?
Faktisk kan det blive til flere priser til Mænds Mødesteder. Foreningen er nemlig indstillet til Sundhedsprisen 2016, og på Region Sjællands hjemmeside kan man læse begrundelsen for indstillingen: »MMS fortjener Sundhedsprisen 2016, fordi de er et åbent fristed, der skaber fællesskab, og dermed et godt liv for mænd.«

Man kan stemme på Mænds Mødesteder Stevns ved at give stedets billede et like på Region Sjællands facebookprofil, hvor de nominerede præsenteres.

Per B. Jensen fortæller til Stevnsbladet, at der altid er plads til flere frivillige og mænd, der bare har lyst til at være en del af fællesskabet.

Læs mere om Mænds Mødesteder på www.maends-moedesteder-stevns.dk. sr

 

Skriv en kommentar