(Last Updated On: 20. september 2017)

Mette og Claus Høgenhaug fra Rødvig Ferieby har fået nyt funktionelt kursuslokale, der kan bruges sammen med de mange hytter, der også kan benyttes som gruppelokaler.
(Foto: Klaus Slavensky)

Rødvig: Mette og Claus Høgenhaug, som ejer og driver Rødvig Ferieby, er ved at slutter sommersæsonen.

Det gav dem tid til at indvie et stort og lyst lokale med plads til op mod 100 gæster.

Kvalitet og kvantitet

Der kommer turister til Stevns, og ganske mange af dem har fået øje på herlighederne i Rødvig Ferieby.

Derfor har værtsparret Høgenhaug måtte øge både kvalitet og kvantitet. Ved hjælp af Udvikling Stevns tilskudsmidler, LAG, lyser nu et nyt kursuslokale med alskens faciliteter, som også kan bruges til morgenmadsrum for de mange gæster.

Nu også lystfiskerturister

Feriebyen har fået en åben legeplads, der også kan benyttes af institutioner og alle borgere i Rødvig og omegn.

Det er også blevet til et nyt fiskehus, hvor man både kan tilberede fangsten og fortære den over åben ild.

– Vi vil fremover også satse på lystfiskerturister, fortæller Mette og Claus Høgenhaug.

Det populære feriested er næsten altid optaget og nærmest udsolgt i 2018. Men mon ikke der skulle kunne findes ledige dage på kalenderen til det nye lokaler med Sandra Dahls smukke klintmalerier.

Solenergi og knofedt

Solcellerne på den nye tilbygning dækker ifølge Claus Høgenhaug en fjerdedel af energiforbruget, resten kommer måske fra værtsparret selv, som har haft så travlt siden de overtog stedet i 2010, at de først officielt fik indviet de nye lokaler, som har været i brug siden foråret.

sky

 

Skriv en kommentar