(Last Updated On: 9. oktober 2017)

I 2007 købte vi en grund i Agerhøjudstykningen.

I lokalplanen står, at kommunen ville anlægge fortove, veje, legeplads og grønne opholdsarealer. Det fremgår også, at området skal være handicapvenligt, og at der skal være hastighedsregulering.

I dag kan vi konstatere, at intet er sket.

Vi har undret os over, at der ikke blev solgt flere grunde. Vi beboere har på skift taget kontakt til kommunen, som kunne informere om, at grundene ikke er til salg? Har Stevns Kommune virkelig råd til, at 31 parcelhusgrunde og 3 storparceller, som ovenikøbet er byggemodne, ligge ubebyggede hen?

I marts i år, tog vi op på rådhuset, og fik at vide, at de til foråret ville lancere en stor kampagne med hensyn til salg af byggegrundene.

Intet skete!

27. september kunne vi så læse i Stevnsbladet, at grundene står til salg frem til og med den 25. oktober. Det er en meget kort periode, derfor ringede vi til Stevns Kommune. Ved spørgsmålet, om grundene udbydes til salg hos en ejendomsmægler efter den 25. oktober, er svaret – nej – men man kan altid henvende sig til kommunen.

Men hvordan kan nogen overhovedet vide, at der er grunde til salg, når der ikke er en eneste salgsannonce nogetsteds?

Købstilbud skal indeholde købspris og byggeprojekt? Det vil sige, at de som går i byggetanker i løbet af kort tid skal kontakte et byggefirma samt stå med en byggesagsmappe – i løbet af en måned!

Grundene i Agerhøj har ikke været til salg de sidste to år, hvilket vi har fået bekræftet af en ejendomsmægler.

Har politikerne i Stevns Kommune opgivet udstykningen? Der er intet opsyn med området, som jo er kommunens ansvar, det ligner et vildnis – så hvem har lyst til at bygge og bosætte sig i en udørken?

Med venlig hilsen

Sonja Fiksdal
Agerhøj 14
Store Heddinge

og

Ulla Rasmussen

Randi Vistisen

 

Skriv en kommentar