(Last Updated On: 29. januar 2018)

Nogle af de 40 Stevns’ Røde Kors-nørklere viser de flotte strikvarer frem til nørkleklubbens 20 års jubilæum. Til venstre: Inger, Inger G, Susanne og Kirsten. Til højre: Irene, Annelise, Ingelise og Ellen.
(Foto: Klaus Slavensky)


Store Heddinge
: Vidste du, at Røde Kors har over 5.000 aktive nørklede i Danmark?

40 af disse frivilligere strikkere og syersker sidder på Stevns, og laver børnetøj til Røde Kors internationale udviklingsarbejde.

Mødes hver uge

Nørklerne på Stevns har netop kunne fejre 20 års jubilæum. De mødes en gang om ugen, og holder normalt til i Sankt Katharina Kirkes nordfløj, hvor der sys, strikkes og hækles børnetøj og tæpper.

Men de 20 års sammenhold blev fejret i Lions lokaler i Store Heddinge, hvor borde bugnede af det flotte håndarbejde.

– Vi er 40 lokale nørklere, fortæller gruppens førstestrikker Irene Bormann, som har været formand siden 2014.

35 ton tøj om året

De flittige nørklere producerer mellem 1.500-2.000 stykker tøj og tæpper hvert år. Nørklerne i hele landet samler 35 ton tøj sammen hvert år.

– Vi arbejder med 40 faste modelopskrifter, så det er nemt for Røde Kors pakkecentral at håndtere og fordele tøjet til f.eks. Uzbekistan, Hviderusland og lande i Afrika, forklarer Irene Bormann.

Hun fortæller også, at syv af damerne har været med fra starten. Der er flere som er hjemmenørklere, bl.a. en dame, der er næsten blind, og som strikker firkanter til tæpper.

– Men for os alle er det dejligt at gøre sig nyttig. Det giver lykke, siger førstestrikkeren.

De damer som kommer med strikkepindene hver uge, får lidt ekstra at glæde sig over. Der er fællessang, bl.a. “De glade nørklere”, og så læses der højt af bøger.

Strik, sang og hygge

Formanden for Røde Kors på Stevns, Susanne Lintrup, kommer forbi med en stor jubilæumsgavekurv med godter til de næste mange nørklesammenkomster, og en ny oplæsningsbog, som er Lone Kühlmanns erindringer fra dengang hun var tjenestepige på Gjorslev´Gods.

– Vi har 160 aktive medlemmer på Stevns, fortæller Susanne Lintrup og uddyber:

– De passer vores genbrugsbutik, er besøgsvenner og så er der nørklerne, som alle skal have stor tak for deres indsats, slutter hun.

Mangler altid garn

Vanter, huer, tørklæder og tæpper i flotte farver ligger side og side med prinsessekjoler.

De mange produkter kræver ikke kun flittige hænder, men også mange garnnøgler.

Nørklegruppen modtager derfor genre donationer af garn eller gamle strikkevarer, som kan trevles op og forvandles til nyt tøj, der glæder sårbare børn i verdens brandpunkter.

sky

Nørkleklubbens formand Irene Bormann (tv) får overrakt 20 års nålen af Røde Kors Stevns’ formand Susanne Lintrup.
(Foto: Klaus Slavensky)

 

 

Skriv en kommentar