(Last Updated On: 3. oktober 2019)

Forretningsjubilæum: Når man lytter til vognmand Bjarne Nielsens fortælling om alt det han involverer sig i, har man sine tvivl om han altid overholder hastighedsgrænsen, men det gør han nok, for han er en forretningsmand med moralen i førerkabinen.

En veltunet vognmand

Lad os begynde med nutiden: Indehaver af Strøby Turist, kommunalpolitiker og nystartet motionsspinner.

Inventarliste: 12 minibusser, seks turistbusser og en taxa. Personaleoversigt: 26 ansatte, heraf 18 fuldtidsbeskæftigede, og trækker man ham selv fra, så svarer personaletallet til det antal år som hans vognmandsvirksomhed har eksisteret.

For den fejrer 25 års jubilæum den 10. oktober i år.

Fra fast løn til uvished

Det hele startede med at Bjarne og Karin Nielsen flyttede til Strøby Egede i 1993, og året efter startede Bjarne Nielsen som taxavogmand med tre biler, efter han havde set at daværende Vallø Kommune udbød taxatilladelse.

– Jeg var 31 år, havde været kvalitetssikkerhedsdirektør i kurérvirksomheden TNT og havde 200 rejsedage om året og en dreng på 1 ½ år, fortæller han om årsagen til det modige skift fra fast løn til usikker tilværelse som selvstændig.

Knoklede 24 timer i døgnet

Men det gik, og en af de ansatte fra dengang, John Nielsen, kan også fejre 25 års jubilæum.

Opstarten, nervøsiteten, knokleriet 24 timer i døgnet var forrygende, men det kostede også afsavn.

Bjarne Nielsen fortæller igen og igen om hvorledes hustruen Karin og børnene har betalt prisen, men alt tyder på, at vognmanden er tilgivet, og Karin Nielsen arbejder i dag på virksomhedens kontor samtidig med deltidsjob i Køge Helsekost.

-Vi havde en drøm om landet, og flyttede fra Acacievej i Strøby Egede til vores nuværende gård ved Varpelev, forklarer han.

Fra taxa til bus

I starten af 2000 begyndte folk at få bil nummer to og der var konkurrence fra natbusser, så langsomt blev taxakørslen erstattet af busser.

– Køge Kommune spurgte om jeg kunne køre for et beskyttet værksted, og jeg sagde: “Ja, det løser vi”, forklarer Bjarne Nielsen, der dermed afslører hvorfra den tyske kansler Merkel har sit ” Wir schaffen das”, for det har altid været hr. Nielsens motto.

Han fik bustilladelse og købte tre styk, og da han længe havde set de flotte turistbusser kører rundt, tænkte han “so ein Ding muss ich auch haben”, og i 2005 omdannede han taxaforretningen til et busselskab.

Immer gerade aus.

Uddannelse og uddannelse

Den første bus var en gammel sag til 62 personer, en “børnehavebus” kalder han den.

– I 2008 fik jeg min første rigtige turistbus, og hentede den selv i Tyskland, og året efter indgik jeg et samarbejde med rejsebureaet Best Travel.

Men hvordan klarer man at vokse fra taxaen til leder af en mellemstor virksomhed?

– Jeg har taget en merkonomuddannelse og en vognmandsuddannelse med fokus på transport og økonomi, og så har jeg fra barnsben været meget glad for matematik, forklarer Bjarne Nielsen og husker hvordan han i skolens sommerferie lavede næste års pensum i regning, så læreren var fortvivlet.

Det politiske arbejde

At drive en virksomhed er naturligvis ikke nok for en entreprenør som Bjarne Nielsen, og tilbage i 2000 blev engagementet i bestyrelsesarbejde i børnenes institutioner og klubber til starten på en lokalpolitisk karriere, der har sikret ham en plads i kommunalbestyrelsen for Venstre.

– Først var jeg konservativt byrådsmedlem i Vallø, så løsgænger og siden 2009 kandidat hos Venstre. Når valgperioden slutter, har jeg været aktiv i politik i 12 år, og jeg har ikke besluttet om jeg fortsætter, siger Bjarne Nielsen, som i dag har en plads i økonomiudvalget og er formand for Børn og Ungeudvalget.

Nye initiativer på vej

Der har været mange udviklingsfaser i de sidste 25 virksomhedsår, og Bjarne Nielsen har ladet sig guide af ordlyden på et af sin kones malerier om altid at ændre retning, så man går ad den rigtige vej.

Er næste innovative projekt så et rejsebureau?

– Nej, jeg er allerede agent for Best Travel og sælger deres rejser. Men jeg arbejder på at servicerer de mange asiatiske turister i Danmark, når vi har lavsæson i oktober-november, før alle juleturene begynder, afslører han, og retter sig op i stolen.

– Men jeg skal også have afviklet en tur til Berlin i anledning af 30 året for Murens fald. Den kører jeg selv, lyder det bestemt fra jubilaren som sidder 50 pct. af arbejdstiden bag rattet, og bruger 20 pct. på salg og 30 pct. på administration.

2018 blev et vendepunkt

På væggen hænger et takkediplom fra Knæk Cancer og firmaets rygepolitik i glas og ramme, så man kan forvisse sig om, at der ikke ryges i Strøby Turists busser.

I 2018 fik Bjarne Nielsen en akut cancersygdom, og det fik ham til at lægge sit liv om.

– I dag har jeg det rigtigt godt, og jeg hviler i mig selv. På sin vis har det været privilegeret, at have oplevet cancer. Jeg har ikke været nærværende nok under opbygningen af firmaet, og jeg skylder min kone og mine børn og børnebørn at sadle om, siger han med eftertryk.

Foredrag og reception

Alt tyder dog på et 30 års og måske 40 års jubilæum, for Bjarne Nielsen har gang i udviklingsplaner, ny hjemmeside og ny kommunikationsplatform, og så vil han starte med foredrag om livet efter cancer i samarbejde med bl.a. Kræftens Bekæmpelse.

Status efter 25 år?

– Jeg skulle nok have prioriteret anderledes mellem fritidsinteresser og politik, som ofte har overskygget virksomheden, og så skulle jeg nok ikke have etableret den mens børnene var små, lyder konklusionen.

Det er kunderne og vælgerne nok ikke enige med Bjarne Nielsen i, og mon ikke mange vil komme og sige tak for engagementet torsdag den 10. oktober kl. 13-19 når han holder reception i Café Ovenpå i Strøby Idrætscenter, hvor han i sin tid spillede fodbold for AIK 65.

sky

Skriv en kommentar