(Last Updated On: 11. maj 2018)

En crowdfundingkampagne for udbredelsen af Stevnskirsebærret på Stevns har indsamlet hele 53.700 kr. Omsat i stevnskirsebærtræer bliver det til 250 træer, som nu er købt og plantet på Engvang Frugtplantage

Fra venstre ses turismekonsulent Thor Nielsen, brugsuddeler i Store Heddinge Steen Bjerre Hansen, brugsuddeler i Strøby Steen Hansen, brugsuddeler i Hårlev Frank Juul Christensen og indehaver af Engvang Frugt Annelise Nielsen imellem de nyplantede kirsebærtræer. (Foto: Signe Kjærbølling)

Strøby: Indehaverne af Engvang Frugtplantage, Dan Christensen og Annelise Nielsen, har netop overstået et par særdeles travle majdage, hvor de skulle sætte 250 stevnskirsebærtræer i jorden.

Pengene til de mange træer har parret med hjælpe fra turismekonsulent Thor Nielsen fra Stevns Turistforening samlet ind via en crowdfundingkampagne på Coop Crowdfunding

Kampagnen, der gik i luften for en måned siden, overgik sit mål på 45.000 kr. og havde tilslut indsamlet 53.700 kr.

Støtte fra tre lokale Brugser

Støtte kommer fra 88 generøse bidragsydere og tre lokale brugser: SuperBrugsen i Store Heddinge, SuperBrugsen i Hårlev samt Dagli’Brugsen i Strøby, som hjalp projektet helt i mål med tre store bidrag. Til sammen har de givet 21.000 kr.

– Vi har valgt at støtte projektet, fordi det “kildede” alle de rigtige steder. Vi synes, det giver rigtig god mening at få stevnskirsebærret tilbage til Stevns for at starte en lokal produktion – det er her, det hører hjemme. Vi har samtidig et godt kendskab til Engvang, som vi synes producerer nogle rigtig gode produkter. Det er virksomheder som dem, der er med til at løfte Stevns, og det vil vi gerne være med til at støtte op om, fortæller brugsuddeler Steen Bjerre Hansen, som jævnligt støtter udvalgte lokale projekter.

– Vi blev lige ekstra glade den dag, vi fandt ud af, at vi havde indsamlet nok penge til at købe stevnskirsebærtræerne. Derfor vil vi også gerne sige en særlig tak til de tre brugser for deres støtte, som var med til at skubbe projektet helt i mål. Vi vil selvfølgelig også gerne takke de mange bidragsydere fra Stevns og resten af landet, som har fået projektet så langt, fortæller de to glade initiativtagere, Dan Christensen og Annelise Nielsen.

Fuldt udbytte om fem år

Takket være den hurtige indsamling nåede de to frugtavlere at købe og plante stevnskirsebærtræerne, inden det blev for sent og varmt i forårssæsonen til at plante dem.

Dan Christensen og Annelise Nielsen forventer, at de kan begynde at høste den første frugt i 2019, men træerne vil først give det fulde udbytte efter cirka fem år.

Kirsebærrene skal efter planen forarbejdes til delikatesser, som i prøveproduktionen bl.a. vil bestå af saft og vin, der i første omgang gives som belønning til de mange generøse bidragsydere, som tak for deres bidrag til projektet.

Crowdfundingprojektet er en del at et større forsøg på igen at udbrede stevnskirsebærret til hele Stevns og en del af en turismestrategi, som skal sætte Stevns på landkortet som fødevaredestination.

 

Skriv en kommentar