(Last Updated On: 28. juli 2016)

Med inspiration fra Møn udgiver Stevns Turistforening nu en ny turistbrochure med titlen »50 things to do on Stevns«. Den praktiske guide indeholder, som navnet også antyder, 50 bud på, hvad man kan opleve på Stevns

30msb rmhKathrine og HanneKathrine Hendriksen og Hanne Nilsson er stolte af den nye brochure, som nu kan hentes på turistkontoret i Rødvig. (Foto: Rikke Michael Hansen)

STEVNS: – Guiden »50 things to do on Møn« er lavet af en lokal ildsjæl, Simon Zachodnik, som syntes, at den manglede. Jeg tog kontakt til ham og spurgte, om vi måtte købe konceptet for at lave en tilsvarende brochure for Stevns, siger formanden for Stevns Turistforening, Kathrine Hendriksen.

Den seneste halvanden måned har Kathrine Hendriksen sammen med Hanne Nilsson – som er ansat af turistforeningen på freelance-basis til at udføre en række opgaver for foreningen – arbejdet på højtryk for at få brochuren klar, og fredag eftermiddag fik den sit helt eget releaseparty på turistkontoret i Rødvig.

– Vi havde mere end 50 ønsker til brochuren, men Simon, der til daglig arbejder med markedsføring, anbefalede os at holde os til det »skarpe« tal. Det har betydet, at vi ikke fik alle de steder og oplevelser med, som vi gerne ville, siger Kathrine Hendriksen.

– Og så har det også været en udfordring at skulle beskrive en attraktion på kun to linjer, supplerer Hanne Nilsson.

Oplevelserne er inddelt i fem forskellige kategorier: 1. Sport og adventure, 2. Attraktioner og naturoplevelser, 3. Gallerier og kunst workshops, 4. Lokale smagsoplevelser og 5. Caféer og restauranter. For hver kategori er der 10 inspirationsforslag geografisk fordelt på hele Stevns. Der er både oplevelser, som er gratis og andre, som man skal betale for.

Den gratis turistbrochure, der skal ses som et supplement til Stevnsguiden udgivet af VisitSydsjællandMøn, gælder for sæsonerne 2016 og 2017 og indeholder både danske, engelske og tyske tekster samt et oversigtskort. Den er trykt i 15.000 eksemplarer og distribueres til de 50 steder, de syv turistinformationer på Stevns samt et par steder udenfor Stevns.

Den er for størstedelen finansieret af Stevns Turistforening, som i 2016 har afsat 300.000 kr. til nye aktiviteter, heriblandt brochuren.
rmh

Sådan ser omslaget ud på den nye brochure:

30msb pStevns-Cover

Skriv en kommentar