(Last Updated On: 24. november 2018)

Med godt et par måneders forsinkelse blev den nye skulpturpark indviet lørdag eftermiddag

Se billederne fra ferniseringen (Fotos: Rikke Michael Hansen):

Store Heddinge: Trods grå himmel og støvregn i luften var mange mødt op til fernisering af byens nye skulpturpark, som fandt sted lørdag eftermiddag på græsarealet på hjørnet af Kronhøjvej og Ved Rådhuset.

Her blev de budt velkommen af formanden for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening, Tim Warner. Taler var der også fra projektleder Charlotte Mannstaedt, kunstnerisk konsulent Bo Karberg og borgmester Anette Mortensen (V), som med sin gyldne saks klippede den røde snor ind til den nye park.

I parken, som løber fra Jernbanegade til Ved Rådhuset, på begge sider af Kronhøjvej, står ni af de i alt ti kunstneriske værker, som i eftersommeren blev til på et symposium ved Stevns Fyrcenter. De fleste af kunstnere var til stede ved ferniseringen, så man kunne få fortalt historierne bag de nye kridtskulpturer, som alle rummer en historie med udspring i Stevns Klint.

Det tiende værk, 38 ’vejsten’ af Thomas Wiesner, har sit liv uden for parken. Den historie følger i en senere udgave af Stevnsbladet.

Charlotte Mannstaedt oplyser, at informationsskilte med navn på kunstner og værk vil blive sat op i løbet af foråret ud for de enkelte skulpturer. Ligeledes vil arbejdet med kridttavle og legeplads blive igangsat til næste forår, og projektet forventes færdiggjort inden sommerferien.

Bag projektet står Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening. Projektet er finansieret af EU’s landdistriktsmidler via Udvikling Stevns, samt af Stevns Kommune og den nationale Landdistriktspulje.
rmh

Kunstnerne bag skulpturerne

Kunstnerne bag de ti værker i Store Heddinges nye skulpturpark er: 

Tina Kallehave, Rikke Goldbech, Jens Chr. Jensen, Tine Hecht-Pedersen, Thomas Wiesner, Vera Rahbek, Ylva Westerhult, Freja Niemann Lundrup og Sofie Amalie Andersen samt Mai Ane Pil Sidentopp og Morten Schmidt, der har arbejdet sammen på et af værkerne. 

Jens Chr. Jensen og Sofie Amalie Andersen var ikke til stedet ved lørdagens fernisering, men resten af kunstnerne bliver her fotograferet på ’scenen’ sammen med Bo Karberg, der står forrest til venstre i billedet, iført en grøn jakke. Bo Karberg har været kunstnerisk konsulent på projekt. Projektleder Charlotte Mannstaedt står ved mikrofonen. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar