(Last Updated On: 19. oktober 2017)

I forbindelse med Knæk Cancer 2017 får 7. klasserne på Store Heddinge skole travlt med at samle ind til det gode formål i uge 43

Pressegruppen for 7. årgangs indsamling til Knæk Cancer er øverst fra venstre: Arvid Balling, Frederik Frimann, Marco Broberg. Nederst fra venstre: Sara Aggerholm og Lea Vang Petersen. De går alle i 7. b. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: I 2015 begyndte en femte klasse på Store Heddinge skole på noget, det efterhånden er blevet en årlig tradition: Indsamling til Knæk Cancer, hvor TV2 i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse hvert efterår dedikerer en hel uge til oplysning om og indsamling til projekter, der nytter i kampen mod kræft.

Indsamlingsarbejdet blev gentaget sidste år, og for tredje år i træk er eleverne, der nu går på 7. årgang, klar til at gå i gang med at samle ind til det gode formål. Denne gang er alle tre 7. klasser med på indsamlingsholdet.

– Og vi går efter at slå sidste års indsamling, siger Arvid Balling, der er en del af pressegruppen for årets Knæk Cancer indsamling i Store Heddinge og omegn.

Sidste år lykkedes det eleverne at indsamle 20.650 kroner.

Pant, gode gerninger og musikshow

Eleverne indsamler penge til det gode formål på flere måder: Pant fra tomme flasker, gode gerninger såsom græsslåning, støvsugning, vask af biler med mere og endelig almindelig indsamling, dog uden at spørge, for det er ikke lovligt.

Og så er der også planer om et stort udendørs show med live musik, salg af kaffe og kage med mere.

– Det er torsdag aften den 26. oktober fra kl. 19 i Munkegårdsparken, og alle er velkomne til at kigge forbi og støtte det gode formål, siger Marco Broberg, som også er med i pressegruppen.

Eleverne mødes lørdag morgen den 28. oktober for at gøre en sidste indsamlingsindsats. Herefter skal resultatet gøres op og sendes ind til Knæk Cancer.

Samme aften vises det store indsamlingsshow kl. 20 på TV 2.
rmh

Alle, der giver et bidrag, får en køleskabsmagnet, designet af Lea Vang Petersen. Magneten ser således ud:

Skriv en kommentar