(Last Updated On: 16. september 2019)

Man kan blandt andet møde fabrikschef Torben Andersen, når Omya A/S på søndag holder Åbent Kridtbrud i Stevns Kridtbrud. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Stevns Klint: I anledningen af Europæisk Mineraldag kan man på søndag den 22. september komme til ’Åbent Kridtbrud’ hos Stevns Kridtbrud.

Denne dag kan lokale borgere fra nærområdet komme helt tæt på kridtbruddet og høre mere om virksomheden Omya A/S, der holder til på Hærvejen 58A.

Fabrikschef Torben Andersen vil sammen med tre af sine medarbejdere stå klar til at modtage de besøgende, der dels får mulighed for at stille spørgsmål om virksomheden og dens aktiviteter, og dels kan komme en tur ned i bunden af kridtbruddet.

– Af sikkerhedsmæssige hensyn vil der være adgang til et begrænset område af bruddet. Ved voldsom regn kan det dog – også af sikkerhedsmæssige årsager – blive nødvendigt at aflyse arrangementet, forklarer Torben Andersen.

Direktør for Verdensarv Stevns, Tove Damholt og museumsinspektør ved Østsjællands Museum, Jesper Milan, vil også være til stede for at fortælle mere om de geologiske forhold og Stevns Klint som verdensarv.

200.000 tons kridt om året

Omya A/S er en del af det familieejede mineselskab Omya, med hovedsæde i Schweiz.

I kridtbruddet ved Stevns Klint udvinder virksomheden kridt, som videresælges til blandt andet papir- og bygningsindustrien. Virksomheden udvinder 200.000 tons kridt om året.

– Vi renser kridtet for urenheder såsom flintesten og grus, der ryger tilbage i bruddet; det er cirka 20 procent, der ikke kan bruges. Langt størstedelen af det forarbejdede kridt bliver sendt af havnevejen til vores kunder. Cirka 70 skibe sejler ud herfra om året, oplyser fabrikschefen.

Han kan også oplyse, at bruddet i dag måler omkring 500 gange 500 meter, at udgravningerne starter 32 meter over havets overflade – og der, hvor udgravningen er dybest, er den 28 meter under havets overflade.

Man begyndte at udvinde kridt i Stevns Kridtbrud tilbage i 1960’erne. Det vil forventeligt fortsætte i 5 til 6 år mere. Derefter planlægger Omya at etablere et nyt kridtbrud på den modsatte side af Eskesti – den vej, der fører ned til det nuværende brud og fabriksområde – og over mod Mandehoved.

Husk praktisk tøj

Det er første gang, at Omya i anledning af Europæisk Mineraldag holder Åbent Kridtbrud for de lokale borgere.

Arrangementet er fra kl. 10 til 13, og er blevet til i et samarbejde mellem Omya A/S, Østsjællands Museum, Verdensarv Stevns og Stevns Kommune.

Da det hele foregår udendørs i kalkbruddet, vil det være en god idé at finde det praktiske tøj og gummistøvlerne frem.

Det er ganske gratis at deltage, og børn er også velkomne.

Hold øje med vejrudsigten, stevnsklint.com og stevnsbladet.dk i tilfælde af aflysning.
rmh

Skriv en kommentar