(Last Updated On: 29. marts 2019)

Der var vin, diplom og kunsthåndværk til Årets Hårlev Borger 2018: Leif Nielsen. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Hårlev: For første gang uddelte Hårlev Borger- og Erhvervsforening (HBE) en borgerpris til Årets Hårlev Borger.

– Der er mange borgere i Hårlev, der er mange emner, og der er mange kriterier for, hvorfor man bliver Årets Hårlev Borger, indledte foreningens formand, Johnny Andersen.

Foreningen havde bedt byens borgere om at indstille kandidater, og formanden blev en dag kontaktet af en borger, som gerne ville forslå én til prisen: ’Den mand, der lægger de gamle huse op på facebook’, forklarede han.

Johnny Andersen var straks klar over, hvem der var tale om. Leif Nielsen fra Møllevej.

– Det med husene på facebook, ja det eksploderede, men det er kun én ting. Leif har lavet så mange andre ting. Han kan tegne, skrive og tage billeder. Han kan altid lige sørge for en sang til en festlig lejlighed. En gang om ugen laver han lydavis til de blinde og svagtseende i kommunen. Han har været brandmand, har været på Thule-basen, og han har siddet i kommunalbestyrelsen i mange år, remsede Johnny Andersen op.

– Og så er din og Bodil dørs altid åben, når nogen har brug for hjælp, begrundede formanden valget af årets Hårlev Borger 2018: Leif Nielsen, som udover vin og keramik også modtog et bevis på den flotte titel i glas og ramme.
rmh

Skriv en kommentar