(Last Updated On: 7. oktober 2019)

Illustrationen til årets juleforestilling er lavet af Susanne Stanley.

Teater: Eventyret om stakkels Askepot, der må finde sig i lidt af hver fra sin onde stedmor og to ligeså onde stedsøstre, bliver i Grethe Fischers fortolkning leveret med en stor portion humor – og så får publikum lov at deltage, når Stevns Amatør Scene denne vinter opfører Askepot på scenen i Snurretoppen.

Stykket er spækket med ikke mindre end 25 skuespillere, langt de fleste børn og nogle enkle voksne.

I denne fortolkning er alle de kendte figurer med: den søde, arbejdsomme og smukke Askepot, den grufulde stedmor med sine to helt og aldeles frygtelige døtre, den gode og lidt forvirrede fe, de søde mus og duer, den altid lumske og farlige kat Luske. Og så selvfølgelig kongen, prinsen og en skør kammertjener. Samt alle de forhåbningsfulde unge piger i hele kongeriget, som håber på, at deres lykke er gjort.

Heldigvis er slutningen lykkelig, og den genstridige og smukke prins må overgive sig til Askepots godhed og skønhed.

Stykket fremføres med masser af musik og sang i bedste eventyrstil, musikken er komponeret af John Pedersen fra Faxe.

– Lad for en kort stund drømme blive til virkelighed og kom ind se de skønne unge mennesker spille på livet løs i denne pragtfulde fortolkning af Askepot, lyder opfordringen fra Stevns Amatør Scene.

Stykket varer 1½ time og er uden pause.

Billetter kan bestilles ved at ringe til Grethe Fischer på 21456946 eller købes hos Holte Vinlager i Store Heddinge.
rmh

Skriv en kommentar