(Last Updated On: 15. marts 2019)

Tømrer- og tækkefirmaet fra Havnelev blev onsdag aften kåret som Årets Virksomhed 2019 på Stevns

Henrik Nielsen (tv) og Niels Freitag var glade for prisen. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Rødvig: Både De Forende Dampvaskerier Store Heddinge og Gymnastikefterskolen Stevns var i spil til kåringen som Årets Virksomhed i Stevns Kommune, men det blev tømrer- og tækkevirksomheden Adamsen A/S, som løb afsted med titel og pris.

De to ejerledere Henrik Nielsen og Niels Freitag tog glade, taknemlige og overraskede imod prisen – og det til store klapsalver fra salen.

– Niels og jeg vil gerne sige tak for denne her utrolig flotte nominering. Det havde vi slet ikke regnet med og overhovedet forestillet os, for vi synes, der er så mange gode virksomheder på Stevns, så det er helt vildt det her, lød det fra en overvældet Henrik Nielsen, som benyttede lejligheden til at takke for den store støtte, de både har oplevet fra lokalsamfundet og fra Stevns Erhvervsråd.

Patent på vinkelskinne

Det var erhvervschef Thomas Christensen, der overrakte prisen, og han beskrev den 15 mand store virksomhed som både veldrevet og velrenommeret. I sin tale fremhævede erhvervschefen især virksomhedens arbejde med produktudvikling som en del af begrundelsen for at kåre Adamsen A/S til Årets Virksomhed.

Niels Freitag og Henrik Nielsen har gennem de seneste par år arbejdet på at udvikle en særlig vinkelskinne, som de i 2018 tog patent på og fik sat i produktion i deres nye virksomhed Angle.design, som de driver sideløbende med tømrervirksomheden. De har bevidst valgt, at skinnerne skal samles på værkstedet ved Havnelev for at bevare lokale arbejdspladser.

– Sådan en udviklingsorienteret indstilling og indsats og vilje til både at bevare og investere i at gå nye veje, fortjener at blive fremhævet som et forbillede for andre, som ønsker at arbejde seriøst med udvikling af egen virksomhed og produktudvikling, begrundede erhvervschef Thomas Christensen.

Den nye virksomhed har givet plads til at ansætte tre medarbejdere i fleksjob. At tage et socialt ansvar er dog ikke nyt i Adamsen, som igennem 20 år har inkluderet medarbejdere med fysiske og psykiske udfordringer. Derfor var virksomheden også nomineret til kommunens nye CSR-pris, som for første gang blev uddelt på årets Erhvervstræf. Adamsen måtte dog ’nøjes’ med én pris, for CSR-prisen gik dog til Din Tøjmand Store Heddinge.

Fra idé til produkt

Idéen til vinkelskærersættet opstod for over 20 år siden, hvor tømreren Niels Freitag, hver gang han stod bøjet over pladerne for at skære dem til, tænkte, at ”Det her må kunne gøres lettere og bedre”. Med sin blyant og tommestok brugte han store mængder tid på den omhyggelige opmåling, så pladerne blev udnyttet bedst muligt.
Niels Freitag havde et stort ønske om at forbedre den klassiske skinne fra 1964, og resultatet er blevet en helt nye vinkelskinne, der gør opmålingen både hurtigere, lettere og mere præcis.

En første prototype af vinkelskærersættet blev udviklet og brugt af Niels selv i en årrække. På opfordring af forretningspartneren Henrik Nielsen videreudviklede han sættet, og resultatet blev Angle.design, som mange allerede har fået øjnene op for. Angle.design er på kort tid blevet en stor succes, som sælges over hele landet, og nu er produktet på vej ind på det svenske marked.
rmh

Skriv en kommentar