(Last Updated On: 11. juni 2018)

Fyldt op med gode, friske råvarer og specialiteter fra Stevns vil »Anna« være tilbage ved kajkanten i København. Onsdag, torsdag og fredag den 13. til 15. juni kan man handle ved den gamle pæreskude, som lægger til ved Knippelsbro. (Privatfoto)

Bøgeskov: Pæreskuden “Anna” fra Bøgeskov bærer rundt på en lang historie og tradition. Skibet stammer fra 1928, men historien går endnu længere tilbage.

I 1660 begyndte et par lokale sejlere fra Stevns at sejle ind til København med korn til mølleriejerne. Senere kom lasten også til at inkludere smør, ost, fjerkræ, får, kalve, frugt og grønt.

Fra 1720 og frem til 1996 gik skibet og forretningen i arv fra far til søn, fra generation til generation. Det var familien Christiansen fra Holtug, der ejede skuden, og de fleste uger om året sejlede de fra den lille fiskerihavn Bøgeskov ved Holtug ind til hovedstaden for at sælge friske, lokale råvarer fra Stevns; dels af egen avl fra deres landbrug og frugtplantage i Holtug, dels fra de omkringliggende gårde i Holtug, Magleby og Sigerslev.

En god forretning

Frem til 1962 kom skibet sejlende ind fra Stevns med fuld last hver torsdag og sejlede retur igen om lørdagen med kurs mod Holtug Bøgeskov – typisk uden last men istedet med fulde lommer. I en artikel bragt i Information lørdag den 18. august 1956 berettes f.eks. om, at æggesalget fra skibet i løbet af tre dage endte på omkring 10.000 afsatte æg – og dertil kom alle de andre varer. Det var en god forretning.

Fra 1962 til 1996 blev skibet omdannet til en stationær handelsbåd ved Christian den fjerdes bro, hvor alle fra København og omegn – samt Sverige, hvorfra der også kom mange loyale kunder – kunne handle gode lokale råvarer. Kundekredsen var fast og loyal, og mange husmødre – og deres døtre efter dem – handlede år efter år fra »Anna«, for her var friske råvarer til gode priser.

I dag ejes skibet Anna af Morten Milthers. Han vil være ombord, når hun den 13. til 15. juni lægger til kaj foran Nordeas hovedbygning i København. Han fortæller gerne mere om historien til dem, der skulle være interesseret.
rmh

 

Skriv en kommentar