(Last Updated On: 1. oktober 2018)

Koncertanmeldelse af Tommy Ebbesen

Fotos: Martin V. Andersen

Frontfiguren i orkestret På Slaget 12, Anne-Mette Elten, akkompagneret af guitaristen Niels Kirkegaard fyldte onsdag aften en hel sal i Snurretoppen med store musikalske oplevelser fra hendes omfattende repertoire af sange.

Det var tydeligt, at hun befandt sig godt i dette ”hjemmestuemiljø” – tæt på et opmærksomt lyttende publikum, der var kommet for at få en ”nærhedsoplevelse” i de hyggelige rammer, som den gamle biograf jo giver. Som hun selv sagde hen under afslutningen af koncerten: ”Det er godt at være i stue sammen”.

Koncerten startede med et par På Slaget 12 numre – en ældre om sommer og en nyere ”opsang” om at tænke på andre end sig selv. Derefter fik vi at vide, at underholdningsmusik har præget hendes musikvalg gennem tiden, og vi fik et udpluk af hendes repertoire gennem de sidste 30 år. Det har altid været hende magtpåliggende at grave tilbage i de historiske musikalske rødder – også for at skabe nye musikalske tiltag. Vi fik herefter et flot udført historisk rids i form af Slentre gennem regn,  Will you love me tomorrow, San Fransisco og The end of the world, hvorefter hun smukt sluttede første del af koncerten med et par salmer om solopgang og efterårstiden.

Anden del var for det meste et lydbillede af gamle Giro 413 melodier. Der var flere iørefaldende Grethe Sønck sange samt Kaj Normann Andersens ”Du gamle Måne”, som rigtig satte gang i det lyttende publikum. Dette fik Anne-Mette Elten til at udtale: ” Når man rækker fanden en lillefinger, tager han jo hele hånden. Det forpligter jer til at forstærke og fortsætte fællessangen” –  som lidt spagt var startet under første del af koncerten. Dette tog publikum godt imod – de var endda til at overtale til stående bølgegang til sangen ”Som vinden blæser”. De to ekstranumre blev akkompagneret af Prag Philharmonikerne – optaget på bånd. Værker af Puccini og Andrew Lloyd Webber, flot udført af Anne-Mette Elten, som her viste, at hendes stemme mestrer den klassiske genre så godt, at flere fik en rislen ned ad ryggen. Koncerten sluttede med  velfortjent, stående applaus.

Udtalelser fra publikum efter koncerten vidner da også om stor tilfredshed, f.eks.: begge var meget ligefremme og naturlige – yderst professionelle – hjertevarme sange – dejligt at vores lille spillested kan rumme så gode musikalske navne osv.. Ja, publikum fik virkelig ” en på opleveren” denne blæsende efterårsaften.

Skriv en kommentar