(Last Updated On: 5. november 2018)

Biblioteket inviterer til to spændende, sjove og gratis aftener i kodningens tegn

Hårlev: ”Kom godt i gang med Arduino” sker på Hårlev Bibliotek i Mødestedet. Adressen er Bredgade 1.

Er man nysgerrig på at arbejde med Arduino, så er der en rigtig god mulighed for at få stillet nysgerrigheden søndag den 11. november kl. 10 til 17. Her vil Stevns MakerSpace undervise i, hvordan en Arduino fungerer, og hvordan man selv bliver i stand til at lave små programmer – bl.a. skal der bygges trafiklys.

Der er ikke aldersgrænse, men indholdet passer nok bedst til større børn og voksne.

Senere på måneden, også på Hårlev Bibliotekt, er der ”Robo-OL”. Det er lørdag den 24. november kl. 10 til 13.

– Kom og programmér en robot til guldmedalje. Måske er ’din’ robot bedst til ROBO-svømning? Måske har du det der skal til for at komme sikkert igennem Labyrinten? Eller er du LEGO-mester og kan bygge den vildeste SUMO-bryder-robot? Det kan også være du er klar på at dyste i at robo-redde julemanden fra at drukne? Kom forbi til dyst, hygge og leg sammen med gutterne fra App Academy, lyder opfordringen fra biblioteket.

Alderen er ca. 8 til 15 år, men nysgerrige forældre er også velkomne til at lege med.

Tilmelding til begge arrangementer er: Gratis billet via bibliotekets hjemmeside eller facebook-side under ”Begivenheder”.

Skriv en kommentar