(Last Updated On: 28. januar 2019)

Store Heddinge: Før jul blev et nyt tiltag lanceret i den lokale biograf Snurretoppen, nemlig en børnebiografklub med i første omgang tre udvalgte film på plakaten.

I næste måned lancerer Snurretoppen endnu et tilbud til børnefamilierne på Stevns, nemlig babybio med to forestillinger på programmet.

Man kan den 14. februar se filmen ’Ternet Ninja’ og måneden efter den 14. marts vises ’Mødregruppen’. Begge dage vises filmen kl. 11.

– Hvis der er mange børn med inde i salen, tilpasser vi lyder. Der vil også være mulighed for at stille barnet i sin barnevogn i foyeren, så passer vi dem, fortæller Mette Schløer, der er frivillig i Snurretoppen.

Billetter kan bestilles allerede nu, og kan også købes på dagen.

Børnebiografklub fortsætter

To af de tre film i børnebiografklubben har allerede være vist, og den sidste film, ’Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn’, vises lørdag den 9. februar kl. 11.

– Det er gået godt med de to første film. Mange af børnene er kommet sammen med deres bedsteforældre, og det har været rigtig hyggeligt, siger Mette Schløer.

Hun fortæller også, at der allerede nu planlægges endnu en runde med børnebiografklubfilm.

Bliver tilbuddet om babybio taget lige så vel i mod, vil også det med stor sandsynlighed fortsætte.
rmh

Skriv en kommentar