(Last Updated On: 2. marts 2018)

Rytterne skal have bedre muligheder for at opleve Stevns til hest.

En tur på hesteryg i naturen er en skøn oplevelse.
(Foto: Stevns Erhvervsråd)

Stevns: Det er baggrunden for, at turismekonsulent Thor Nielsen den 13. marts inviterer lokale ryttere og hestefolk til møde om ridestier

Hesteturisme er i vækst både internationalt og i Danmark, hvor der skyder høhoteller op over hele landet med overnatning for både hest og rytter.

Med sin fantastiske natur indbyder Stevns også til oplevelser til hest. Derfor har turismekonsulent Thor Nielsen fra Stevns Erhvervsråd taget initiativ til et projekt, som skal gøre det mere attraktivt at ride på Stevns – både for lokale ryttere og for turisterne.

Mens der allerede er etableret flere gode vandre- og cykelstier i kommunen, kniber det til gengæld med ridestierne, men det vil Thor gerne lave om på i samarbejde med det lokale hestefolk.

– Vi bliver nødt til at have nogle bedre ridemuligheder i kommunen, før vi begynder at skabe og markedsføre tilbud, hvor turister kan opleve Stevns til hest. Derfor bliver første skridt at arbejde for flere sammenhængende ridestier på Stevns, forklarer Thor Nielsen.

Turismekonsulenten inviterer derfor lokale ryttere til et fælles møde tirsdag den 13. marts kl. 19 til 21 på Engtoft Hestepension og Rideskole for at drøfte de nuværende ridemuligheder og ikke mindst få inputs til nye rideruter i kommunen.

Samarbejde

I Gribskov gik en række lokale hestefolk for nogle år siden sammen i et fælles netværk, og de har haft stor succes med at få sat fokus på de lokale rideforhold, bl.a. samarbejder de med kommunen om at skabe flere sammenhængende ridestier.

Til mødet er Marianne Christensen fra Hestegruppen Gribskov derfor inviteret til at dele ud af sine erfaringer.

Det er helt afgørende at få Stevns’ ryttere og ridesteder involveret i projektet, hvis det skal lykkes at skabe bedre rideforhold i Stevns Kommune.

– Det er en krævende proces at få etableret sammenhængende ridestier. Ud over at vi har brug for at samle viden om, hvor ridestierne skal gå, ligger der et stort arbejde med at tage kontakt til private lodsejere og kommunen, forklarer Thor Nielsen, som håber, at mødet vil munde ud i et netværk eller lignende, som kan gå videre med projektet.

Hvis det lykkes at skabe bedre ridemuligheder i kommunen, bliver næste skridt at finde lokale overnatningssteder for ryttere og heste, så man kan sammensætte nogle attraktive tilbud til rideturisterne.

Alle interesserede er velkomne til mødet, som er gratis at deltage i.

Tilmelding foregår på billetto.dk/e/261571 eller via signe@stevnserhvervsraad.dk

rmh

 

Skriv en kommentar