(Last Updated On: 30. januar 2018)

Hele holdet har lige tid til et hurtigt fællesfoto før de skal tilbage og passe gryder og pander.
(Foto: Klaus Slavensky)

Hellested: Børnebørnenes Madværksted er en succes. I sidste uge holdt Hjerteforeningens madgruppe afslutning på en god sæson med fokus på kål, rugbrød, æg og fisk.

Festmenu til fyrre

Hellested Forsamlingshus. Klokken er 17 og et festmåltid til 40 skal være færdig kl. 19. I køkkenet er fire par bedsteforældre og børnebørn fra 4. – 6. klassetrin.

Menuen står på farsbrød, kartofler, salat og bondepige med slør.

Celina på 10 år har tjansen med at skære peberfrugter til salat, sammen med mormor Gitte. Det sker med stor akkuratesse. Derhjemme hjælper Celina også til i køkkenet.

Over for hende står den jævnaldrende Victoria sammen med sin bedste, Lone, og trakterer blomkål.

– Det vi ikke bruger, fryses ned til suppe, fortæller hun.

Viden om madspild

Sådan er der gang i køkkenet, hvor bedsteforældre og børnebørn er ved at forvandle fem kilo kød, 10 peberfrugter, et kilo fetaost og et kilo bacon og fem kilo kartofler til dagens menu.

Ind imellem tales der om mad og miljø, gift i fødevarer og madspild.

Der er også plads til lidt barndomserindringer fra dengang farmor var dreng, og der bliver lyttet opmærksomt fra den yngste generation. Og grinet når en bedste kommer til at drikke en andens kaffe: “uf, der var sukker i”.

Mad lavet fra bunden

Dessertkokkene havde lavet et par ekstra glas, “For man skal jo prøvesmage”, som de lærenemme havde hørt de voksne sige.

Der er kun to steder på Sjælland hvor Hjerteforeningen har dette projekt, og det er foruden Stevns i Egedal.

– Forældre har ofte mindre tid til at lave mad fra bunden, siger overkokken John Valeur, og tilføjer:

– En gevinst ved madværkstederne er, udover viden om sund mad, at børnebørn og bedsteforældre får chancen for at lære hinanden bedre at kende, mens de er sammen om at snitte og stege, lyder det.

Et nyt hold starter den 6. marts.

sky

Dessertkokkene Ida, Celline og Simon laver »Bondepige med slør«. (Foto: Klaus Slavensky)

Skriv en kommentar