(Last Updated On: 5. september 2017)

Så har vi desværre igen en sag om kortsigtet planlægning i Stevns kommune, med besparelser på daginstitutioner, der allerede, set på landsplan, har afsat færrest ressourcer til daginstitutioner. Rødvig Børnecenter oplyser i sin Forældreintra, at der nu er politisk forslag om at fjerne områdelederen, den jeg ellers som mor altid kan gå ind til.

Hun er ikke bare en leder – hun agerer også som aktiv pædagog, når der er brug for ekstra varme hænder ude på stuerne. Hun er med på ture. Alle forældre og børn ved, hvem hun er. For hun er på stuerne, hun er på fornavn med alle børn, hun er en leder, der er til stede i sin »virksomhed«.

Rødvig skal nu dele områdeleder med Store Heddinge og dermed kun have en sekretær i det daglige, så al kommunikation mellem forældre og til ledelsen bliver ret besværlig.

Det betyder, at jeg som mor ikke har en at gå til med spørgsmål og forslag. Hun vil mangle til forældremøderne, hvor hun ofte kommer med meget konstruktive opgaveløsninger og dermed agerer som problemknuser for kommunen. Jeg er utryg ved, at en »ukendt« er med på møderne, lyttende til samtaler, der vedrører mit barn. Minimalt beløb bliver sparet med hensyn til lønforskel mellem sekretær og leder.

Rødvig er i vækst, og derfor er Rødvig Børnecenter en vigtig institution. Lige nu mærker man tydeligt, at pædagogerne gør en stor indsats for børnenes trivsel, selvom budgettet er skrabet og der ofte mangler hænder. Jeg ser en fantastisk team spirit, når de må dække ind for hinanden, når en pædagog står alene med opgaverne. Mit barn har aldrig manglet bleskift, og han vil gerne afsted hver morgen. Det gode arbejdsmiljø giver et overskud på trods af daglige udfordringer. Her er lederen en inspiration, som er medvirkende til lavt sygefravær og en stabil personalegruppe, – det betyder meget for mit barn.

Stevns kommune formulerer prioritering af de nære relationer, men jeg er virkeligt træt af besparelserne på børneområdet. Først spares på pædagogerne, så lukkes SFO i Rødvig, og nu spares der på ledelsen. Skal vi også til at spare varmen væk? De små kan jo bare få en ekstra bodystocking på, når de kravler rundt på gulvet…

Når vi tænker rigtigt langsigtet, så er børnene jo Stevns´ fremtid. Jo bedre og mere tryg en barndom, jo mere velfungerende er man som voksent og erhvervsaktivt individ. Der er en grund til, at jeg vendte tilbage til Stevns. Jeg havde været væk i 20 år, men huskede en god og tryg barndom på Stevns. Noget jeg gerne vil give videre til mit eget barn.

Hilsen
Lykke Petersen
Havnevej 6B
Rødvig

 

Skriv en kommentar