(Last Updated On: 9. april 2018)

Magleby/Strøby: Vilde biers bestøvning af planter og træer er afgørende for, at økosystemet fungerer. Og bestøvning er afgørende for at kunne dyrke grøntsager, frugt og producere andre fødevarer.

Men bierne er truede, blandt andet fordi de mangler føde.

I kampen for at få de vilde bier tilbage i den danske natur har Økologisk Landsforening allieret sig med 200 økologiske landmænd, der alle har modtaget gratis blomsterfrøblandinger. Blandt dem er to økologiske landmænd på Stevns: Nørbys Økologiske Frugtplantage ved Strøby og Nørbys Grøntsager ved Magleby.

De har begge fået 1,6 kilo frøblanding til at så blomsterstriber på 1.000 kvadratmeter i deres marker. Blomsterblandingen består af 12 forskellige arter, som hver især giver den pollen og nektar, som bierne lever af. I blandingen er blandt andet morgenfrue, boghvede, lucerne, honningurt, cikorie og hjulkrone.

Ole Nørby oplyser, at temperaturen er på rette vej. Nu skal jorden klargøres, hvorefter frøene skal spredes, og så er det bare at vente på at blomsterne titter frem – og forhåbentlig tiltrækker en masse bier.
rmh

 

Sådan kan du hjælpe bierne:

  • Så blomster i din have eller altankasse
  • Slå din græsplæne sjældnere og lad eventuel et stykke af haven ligge uberørt. Det giver plads til flere planter og blomster, som bierne kan trække nektar fra
  • Støt en ren og rig natur med mere mad til bierne ved at vælge økologiske fødevarer
  • Bierne mangler ikke bare mad, men også levesteder. Du kan hjælpe ved at bygge et bihotel af mursten, træ og hønsetråd

Se mere om bi-venlige blomster, bihoteller mm. på madtilbierne.dk.

 

Skriv en kommentar