(Last Updated On: 12. marts 2019)

Strøby Egede: Kl. 11.00 mandag den 12. marts fik færdselspolitiet et udslag på patruljebilens nummerpladescanner ved mødet med en modkørende personbil på Stevnsvej. Det var registeret, at ejeren af bilen ikke har noget kørekort.

Den modkørende bilist blev derfor kort efter standset, og bag rattet sad netop den 49-årige mandlige bilejer fra Solrød Strand. Han var frakendt førerretten indtil maj 2019 og kunne derfor ikke fremvise noget kørekort. Den 49-årige blev sigtet for denne forseelse.

Ved nærmere kontrol kunne politiet konstatere, at det nu er tredje gang inden for de seneste tre år, at manden er blevet afsløret i at køre bil uden førerret. De valgte derfor at beslaglægge hans bil.

Ifølge politirapporten var den 49-årige ikke enig i, at bilen blev beslaglagt, hvorfor en dommer nu skal se nærmere på grundlaget for beslaglæggelsen.

Manden vil på et senere tidspunkt blive indkaldt til et retsmøde, når straffen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Skriv en kommentar