(Last Updated On: 7. maj 2018)

Bente Ansholm er i flere år taget til Fanø for at male de naturskønne landskaber på Vadehavets smukkeste ø. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: I Mediehuset på Nytorv kan man i øjeblikket nyde udvalgte billeder af den lokale kunstner Bente Ansholm fra Store Heddinge.

I udstillingen ses en blanding af forskellige motiver: naturen på Fanø, sten i forskellige former og farver, cykelryttere og sommermotiver med børns leg på stranden.

Og langt de fleste med bevægelsen som et vigtigt element: Cykelryttere i fart – nogle er nærmest på vej ud af billedet, andre kører i vinderpositur med armene i vejret – vinden der suser i grenene, vandet der skvulper mellem de kulørte sten og legende børn der udforsker sandet og vandet.

Alle sammen er de i akryl. Desuden har en enkelt akvarel, som Bente Ansholm også mestrer; den er med Stevns Klint som motiv.

– Jeg er meget optaget af bevægelsen og af fortællingen i billedet, forklarer Bente Ansholm, der har udtrykt sig på papir og lærred i mange år.

Først oliemaleri, siden akryl. Akvareller og croquis-tegning optager også den erfarne kunstner, som i årene 1996-1997 var med til at starte Åbne Atelierdøre op. Og hun er naturligvis stadig en del af det østsjællandske kunstnerfællesskab;

Derudover er hun medlem af den stevnske kunstgruppe CaCO3, akvarelgruppen KAM og KRAKA med fælles atelier på den gamle løgfabrik ved Varpelev.
rmh

 

Skriv en kommentar