(Last Updated On: 8. august 2017)

Store Heddinge: I sidste uges udgave af Stevnsbladet kunne man læse om udfordringerne for de turister, der gerne vil købe en togbillet.

I øjeblikket er der to billetautomater i hele kommunen, den ene på Rødvig Station, den anden på stationen i Hårlev. En tredje var at finde på Store Heddinge station, men i januar 2016 blev den udsat for hærværk og efterfølgende pillet ned.

Stevnsbladet har kontaktet Movia for at spørge til en erstatning, og der er godt nyt, for en ny automat er langt om længe på vej til Store Heddinge Station.

– Den ødelagte automat kunne ikke repareres, og Movia har derfor bestilt en ny. Leveringen har desværre været forsinket, da leverandøren gik i betalingsstandsning. Movia forventer, at den nye billetautomat vil være i drift på stationen inden udgangen af 2017, oplyser banechef i Movia, Tommy Frost.

Men det er jo op til et nyt år, bliver der taget særlige forholdsregler omkring nytårstid?

– I forbindelse med nytår plejer vi at lukke billetautomaterne. Hærværket på billetautomaten i 2016 foregik imidlertid i midten af januar, hvor automaterne igen var åbne for publikum. Hærværk er strafbart og bliver meldt til politiet. Men der er desværre ikke nogen måde, hvorpå vi kan sikre os 100 procent mod hærværk.

Movia oplyser til Stevnsbladet, at der er tale om samme type billetautomat som den hidtidige.

Rejsekort i Meny

I selvsamme artikel stod beskrevet, at turisterne ikke kunne købe billetter og rejsekort hos supermarkedet Meny i Østergade. Det er ikke helt korrekt. Meny sælger ikke længere kontantbilletter, men man kan stadig købe rejsekort i butikken, både det anonyme rejsekort og flexrejsekortet.

– Desuden er det muligt at få fyldt op på sit rejsekort samt at få tjekket kortets saldo, siger Minna Beyerholm fra Meny i Store Heddinge.
rmh

 

Skriv en kommentar