(Last Updated On: 27. november 2018)

Stevns: Region Sjælland, Region Syddanmark, FirstAED, Østifterne og Dansk Folkehjælp er gået sammen om projektet ’Danmark redder liv’, hvor frivillige borgere i et lokalområde kan blive tilkaldt til at yde førstehjælp efter hjertestop.

Formålet med projektet er, at der ved hjertestop ydes kvalificeret førstehjælp gennem hurtigt udkald i de to Regioner Syddanmark og Sjælland af frivillige førstehjælpere, der guides via udkaldssystem til hændelsesstedet og nærmeste hjertestarter.

De frivillige førstehjælpere vil med regionens udkaldssystem kunne tilkaldes fra regionens AMK Vagtcentral og være fremme inden for ganske få minutter.

Førstehjælpskursus et krav

For at blive frivillig og dermed tilknyttet vagtcentralens applikation skal man som minimum have gennemgået Dansk Førstehjælpsråd uddannelse ’Medborgerførstehjælp’ på syv timer eller kurset ’Førstehjælp ved hjertestop’ på fire timer.

Kurset må maksimalt være to år gammelt; et længerevarende kursus skal være vedligeholdt inden for de sidste to år.

Kursus og infomøde

På søndag den 2. december afvikler Dansk Folkehjælp et førstehjælpskursus i Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev. Ved redaktionens deadline var der fortsat to ledige pladser tilbage. Er pladserne stadig ledige, kan man melde sig til kurset på hjemmesiden kursusbevis.dk.

Vil man gerne vide lidt mere om projektet inden tilmelding, afholder Frivillighedscentret tirsdag den 18. december kl. 17.30 et informationsmøde, hvor Dansk Folkehjælp fortæller mere.

Skulle det på mødet vise sig, at der er fornuftig opbakning til endnu et kursus, vil Dansk Folkehjælp gerne afholde et sådant på et senere tidspunkt.
rmh

(Foto: Dansk Folkehjælp)

Bliv førstehjælper

Sådan bliver du førstehjælper:

  • Vil du være med til at redde liv, så bliv førstehjælper i Danmark Redder Liv.
  • Som førstehjælper i Danmark Redder Liv kan alarmcentralen tilkalde dig, hvis der sker et hjertestop inden for en radius af 5 km fra, hvor du befinder dig.
  • Det er på frivillig basis og du bestemmer helt selv, hvornår du vil være aktiv og hvornår du ikke vil være aktiv.
  • Har du en førstehjælpsfaglig uddannelse og arbejde, så kan du tilmelde dig direkte.
  • Har du et førstehjælpskursus, som er maksimum 2 år gammelt, så kan du også tilmelde dig direkte.
  • Hvis du ikke opfylder disse kriterier, så kan du tilmelde dig et af vores gratis førstehjælpskurser.

Læs mere om kriterierne og meget andet på redderliv.dk.

Skriv en kommentar