(Last Updated On: 18. december 2018)

Engle i træ og hele det store kirkerum kunne nok få måben frem i ansigterne hos de små besøgende.

Kirker: Den skønne juletid er højsæson for sognepræsterne, og flere steder hare de allerede taget forskud på julegudstjenesterne.

Kirkerne i Vallø, Hårlev og Store Heddinge havde i sidste uge travlt med at have besøg af de kommunale dagplejere og deres dagplejebørn.

Gudstjenester

Strøby Kirke er stadig lukket og slukket, og Strøby Egede har ikke en kirke, så områdets kommunale dagplejere havde børnene med i Vallø Kirke.

Her sang præst Janne Ortved Melcher for på »Et barn er født i Betlehem« for 30 børn og voksne.

I Hårlev kirke fortalte præst Anette Seifert om Jesusbarnet med god hjælp fra store bamser og det vakte ifølge dagplejens pædagogiske leder, Mette Dyhr Ottesen, børnenes interesse, så de sad helt stille og lyttede efter.

I Sankt Katharina Kirke tændte præst Ingrid Salinas og børnene et lys som de skulle placere rundt om Jesusbarnet, og efter juleberetningen fik børnene lov til at gå på opdagelse i den store og flotte kirke.

– Vi vil godt takke sognepræsterne for at tage sig god tid til at få besøg af de kommunale dagplejere, så vi kan bevare de gode juletraditioner, siger Mette Dyhr Ottesen fra Dagplejen i Stevns Kommune.

Skriv en kommentar