(Last Updated On: 15. juli 2019)

Musikeren Tim Schou er ny ambassadør for den lokale afdeling af Børns Voksenvenner

Tim Schou har netop været på udflugt til Camp Adventure sammen med nogle af venskaberne. (Foto: BVV Køge)

Navnenyt: Børns Voksenvenner Køge (BVV Køge) glæder sig over, at den lokale musiker Tim Schou, der er født og opvokset i Store Heddinge, har sagt ja tak til at blive ambassadør for BVV Køge.

– Vi er meget glade for, at Tim har taget så godt imod vor henvendelse for at få netop ham som ambassadør. Det er vigtigt for BVV Køge at få gode lokale kræfter til at støtte det gode frivillige arbejde, vi som forening gør. Det faktum, at Tim vælger at støtte og blåstemple vort arbejde med at bringe store smil tilbage i små ansigter, er så godt for os, siger den fungerende formand for BVV Køge, Johnny Bøgelund.

Selvom Tim Schou det meste af året bor i Los Angeles, så brænder hans hjerte stadig for Stevns og børnenes vé og vel.

– Jeg synes, at det er et helt igennem godt koncept, som Børns Voksenvenner står for. De gør et fantastisk arbejde i at hjælpe familier med et smalt netværk, og jeg glæder mig til at bidrage med at udbrede kendskabet til Børns Voksenvenner på min fødeegn, siger han.

Bliv voksenven eller frivillig

BVV Køge er nye i Stevns og Faxe Kommune. Foreningen dækker desuden kommunerne Køge, Solrød og Greve og har som vision at gøre positiv livsvarig forskel for børn og unge med spinkle eller svære familieforhold.

I foreningens arbejde med at etablere sig i Stevns Kommune er der brug for flere frivillige, enten som faktisk Voksenven eller som frivillige hænder til foreningen.

Man kan finde mere information om Voksenvenner på landsforeningens hjemmeside, voksenven.dk eller på deres facebookside. Man er også velkommen til at kontakte Johnny Bøgelund på e-mail jb@voksenven.dk eller ringe til BVV Køge på tlf. 30827830.
rmh

Skriv en kommentar