(Last Updated On: 6. juli 2018)

Strøby Egede: Stevns Kommune “Aktiv Sommer”-aktiviteter for børn og unge blev for alvor skudt i gang, da borgmester Anette Mortensen sprang i en kajak sammen med børn fra Bådklubben Ege.

Damians første jolle

Damian Silvasanu Andrei på 11 år, var et af de børn, som glædede sig til at tilbringe en sommerdag fra kl. 10-16 i det blå ocean.

– Det er sjovt at være på havet, siger han, og fortæller at han en gang har deltaget i en kapsejllads. Men nu skal han for første gang prøvesejle en jolle.

Ingen grønlændervending

Det er ikke første gang at borgmesteren skal entre en kajak. Men sidst Anette Mortensen prøvede er 20 år siden.

– Jeg glæder mig lige så meget som børnene, lyder det, mens hun får udleveret badesko og redningsvest.

– Nej, svarer hun bestemt, da der spørges til om hun vil foretage en grønlændervending.

Anette Mortensen stævner ud, pagajen lægger sig sikkert i hænderne, og hun padler af sted sammen med en større flok børn. Ingen slinger, ingen høje bølger, ingen voldsom vind. Langt fra det politiske liv.

Træning og opsyn

Men som man siger, så er ingen vind favorabel, hvis man ikke ved, til hvilken havn man sejler.

Det ved borgmesteren. Til Ege, hvor Jesper Hvid og Trine Landboe er parate til at guide børnene udi sejlsportens glæder.

– Vi har godt 15 børn og unge fra ni til 18 år, fortæller Jesper Hvid, og forklarer hvordan de starter med optimistjoller og derefter arbejder sig op i større bådstørrelser.

– Og vi har altid ledsagerbåde med ude, siger Trine Landboe, der også oplyser, at forældregruppen er aktive deltagere i det frivillige arbejde.

Oplevelsen på bølgen

Amandaen af kajakker er nu prikker i horisonten, og forsvinder som en bugtet streg. Roen og det vuggende vand er tilbage.

»Vi har tid til at fordøje og forstå sammenhænge, indtil vi glæder os til næste landgang.«, sagde Troels Kløvedal.

Når børnene går på land, står den på andre lækkerier end beskøjter, men det som huskes fra dagen er nok oplevelsen på bølgerne. Både for borgmesteren og børnene.

sky

Den 11-årige Damian Silvasanu Andrei prøvesejlede en jolle for første gang ved »Aktiv Sommer« arrangementet i Bådklubben Ege.

 

Skriv en kommentar