(Last Updated On: 9. februar 2018)

Hårlev: Kl. 22.14 torsdag aften den 8. februar modtog politiet en anmeldelse om, at der var gået ild i en knallert, som stod parkeret op ad en husmur ind til ungdomsboligerne på Mejerivej.

Brandvæsnet var også blevet tilkaldt og fik hurtigt slukket ilden.

Trods en hurtig indsats stod knallerten ikke til at redde men udbrændte. Husmuren, et vindue i kollegiet samt en bil, der stod parkeret tæt på den brændende knallert, fik også mindre skader som følge af varmeudviklingen ved branden i knallerten.

Ved brandvæsnets ankomst var der uorden på stedet, hvorfor politiet sendte ekstra betjente. Roen var dog genoprettet ved politiets ankomst.

Da der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på brandens opståen, undersøger politiet nu brandårsagen nærmere.

Skriv en kommentar