(Last Updated On: 7. februar 2014)

Oluf Hansen Sko i Algade lukker med udgangen af februar
Jørgen-Sten-Hansen
Her ses Jørgen Sten Hansen i den 141 år gamle skoforretning, der har været i familiens eje i fire generationer. (Foto: Rikke Michael Hansen).

STORE HEDDINGE: Siden 1898 har familien Hansen drevet skoforretningen Oluf Hansen Sko i Store Heddinge. Butikken er gået i arv gennem fire generationer, men nu er det slut. Jørgen Sten Hansen, der købte forretningen af sin far tilbage i 1980, har i en alder af 74 år valgt at sige stop.
”Alle mine rådgivere – både min revisor, banken og min hustru – siger, at det er nu, jeg skal stoppe. Jeg havde ellers købt nye varer hjem, men jeg har valgt at følge deres råd, for jeg kan godt se, at de ret”, fortæller Jørgen, og han forklarer, at de alle har rådet ham til at stoppe med tanke på hans alder.
Han vil gerne sælge forretningen, og der har da også været flere interesserede på banen. Desværre har det ikke resulteret i et salg endnu. Men Jørgen er fuld af fortrøstning, og han tror på, at det nok skal lykkes at få solgt.
”Jeg føler, at det er et rigtig godt tidspunkt at sælge forretningen på, nu hvor alle trængslerne med renoveringen af Algade er overstået. En ny ejer vil desuden overtage en masse goodwill fra kunderne, som har været meget trofaste gennem krisen”, siger han.
Den 560 kvadratmeter store forretning inklusive lager holder ophørsudsalg i hele februar måned, og den 28. februar bliver formentlig sidste gang, Jørgen sælger sko.
”Som der var en der sagde til mig, så er der intet, der varer evigt. Og der trænger nok også til nye boller på suppen”, slutter han med et smil.
    rmh

Skriv en kommentar