(Last Updated On: 13. september 2017)

Umiddelbart synes et vælgermøde kun for kvinder som en harmløs affære, hvor den umiddelbare reaktion blot er et træk på smilebåndet.

Men ved nærmere eftertanke er et vælgermøde kun for kvinder ikke fremmende for ligestillingsdebatten, og det er udtryk for chauvinisme med modsat fortegn.

Liberal Alliance har derfor ligeledes besluttet ikke at sende en kvindelig kandidat til mødet i Tinghuset den 19. september med den begrundelse, at et offentligt møde ikke bør diskriminere på baggrund af køn, etnicitet, religion eller seksualitet, hvilket også er, hvad vi dagligt forsøger at opdrage den kommende generation til. Vi skal være det gode eksempel til efterfølgelse, og husk på, at der ikke langt fra Stevns er ganske mange problemer med parallelsamfund, hvor kønsopfattelsen er ganske forstokket.

Som en lidt spøgefuld afslutning kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad arrangørerne har tænkt sig, hvis man er transkønnet, eller hvis man som mand kan lide at i klæde sig kvindelige gevandter. Er man da velkommen til vælgermødet for kvinder?

Rasmus Englund
Spidskandidat for Liberal Alliance

Skriv en kommentar