(Last Updated On: 9. september 2019)

I Snurretoppen søndag den 22. september

Konstruktionen af Jean-Paul Marat, liggende død i badekaret, vejer 60 tons, er 14 meter høj og 16 meter bred. (Foto: Bregenzer Festspiele/Karl Forster 2011)

Opera: Første musikalske oplevelse i efterårets operasæson i Snurretoppen bliver Umberto Giordanos opera ’Andrea Chenier’, der udspiller sig under den franske revolution. Her bliver den historiske person Andrea Chenier offer for intriger og det politiske spil, med voldsomme og blodige begivenheder til følge.

Chenier blev fængslet og dømt til døden, men inden sin henrettelse skrev han en række digte, som ligger til grund for denne opera.

Forestillingen er en optagelse fra festspillene i den østrigske by Bregenz. Scenen er bygget i søen, mens publikum sidder på bredden.

– De af vort publikum, der har oplevet forestillinger fra Bregenz: Tryllefløjten og Turandot, ved, at opsætningerne fra Bregenz er noget helt særligt, fortæller Karsten Visby fra Operagruppen i Snurretoppen og han lover publikum endnu en stor oplevelse for både ører og øjne.

Forestillingen er den 22. september og begynder kl. 15.00.

Billetpris er 180 kroner og inkluderer både kaffe, et glas vin i pausen og deltagelse i lodtrækningen om en CD.

– Også i år er forestillingerne henlagt til søndage eftermiddage. Vi håber, at det vil være attraktivt for mange, slutter Karsten Visby.
rmh

Skriv en kommentar