(Last Updated On: 9. september 2019)

Fra et tidligere Demin Uno-X Cup-løb. (Pressefoto)

Sport: Finalen i årets cykelløb Demin Uno-X Cup køres søndag den 15. september i området omkring Store Heddinge, Holtug og Højerup – med start på Nytorv og mål i Rengegade. Løbet starter kl. 8 og forventes afsluttet ved 17-tiden.

Rundstrækningen er på 20 kilometer, hvor de op mod 750 ryttere i alle aldersgrupper og klasser kører igennem både byer og langs landeveje.

– Jeg er rigtig stolt og glad over, at en så stor national sportsbegivenhed som Demin Uno-X Cup har fundet vej til Stevns. Det er et udtryk for, at vi har et rigtig godt område til at afvikle cykelløb i, og det er en stor cadeau til hele Stevns for at bakke op om arrangementerne, fortæller borgmester, Anette Mortensen (V), i en pressemeddelelse fra Stevns Kommune.

Kom ud og støt op

De unge ryttere og veteranklassen cykler om formiddagen, mens eliten kører om eftermiddagen. Blandt andet skal herrernes tætte elitefelt afgøres på en teknisk udfordrende rute med både mulighed for sidevind og bro-sten – en lille miniefterårsklassiker på 185 km. Fem ryttere kan vinde ligaen.

Borgmesteren håber på god lokalopbakning i både målområdet og langs ruten, så rammen for rytterne bliver festlig.

På Nytorv vil Henrik Fallesen, kendt fra Touren på P3, guide ryttere og tilskuere igennem hele dagen, mens Store Heddinge Handelsstandsforening gør det muligt at købe lidt til ganen dagen igennem.

Cykelfeltet vil passere torvet ofte, så der vil hele tiden være mulighed for at følge rytterne og støtte løbet.

Pas på rytterne

På hele ruten vil der på dagen være skilte med afspærring, ensretning og omkørsel, så trafikken bliver hjulpet bedst muligt på vej.

Beboere langs ruten har selvfølgelig mulighed for at komme ind og ud af deres ejendom men følg altid ensretningen.

Kører man i bil og møder en gruppe cykelryttere, skal man holde sig bag gruppen – overhal ikke.

Ruten

  • Rytterne kører ud fra Nytorv og Store Heddinge ad Algade, Nørregade og Bjælkerupvej
  • Herefter kører de til højre mod Klippinge inden der kort efter drejes til højre ad Bredeløkkevej
  • Derefter køres til Holtug, hvor rytterne drejer til højre ad Sigerslevvej
  • I Sigerslev drejes til venstre ad Espekærvej, der fortsættes mod Mandehoved, hvor der drejes til højre ad Hærvejen
  • Hærvejen følges til Højerup, hvor der drejes til højre ad Højerup Bygade og fortsættes ad Højerupvej
  • Tilbage i Store Heddinge drejes til højre ved rundkørslen ved mødet med Frøslevvej
  • Rytterne kører mod mål i Rengegade

Skriv en kommentar