(Last Updated On: 7. juni 2018)

Hårlev: Lørdag den 2. juni blev der kørt DM i holdløb med start og mål i Hårlev, arrangeret af Sydkysten Cycling, Stevns Kommune og Danmarks Cykle Union.

Løbsleder Henrik Bandsholm fra Sydkysten Cycling kunne oplyse, at 220 cykelrytterne i løbet af dagen kørte den 23 kilometer lange rute med start fra Hovedgaden mod Ammerup gennem Arnøje, Barup og Hellested inden målstregen kunne passeres, samme sted som starten var gået på hovedgaden i Hårlev. Det meste af strækningen var i dagens anledning ensrettet, og ude på ruten var opsat omkring 30 kontrolposter af hensyn til afvikling og sikkerhed.

Med seks minutters forsinkelse, som skyldtes problemer med teknikken, blev de helt unge ryttere som de første sendt afsted fra rampen kl. 10.06. Godt en halv time senere kom det første hold i mål, og hele dagen igennem kunne man så opleve de kørende hold et sted på strækningen.

I alt var der 55 hold, de yngste med tre ryttere på hvert hold, damerne med fire ryttere pr. hold og endelig U16 og eliteholdene, der som de sidste kørte afsted med i alt seks ryttere pr. hold.

Hårlev Borger- og Erhvervsforening havde sørget for grill, kolde drikkevarer og en tombola med mulighed for at vinde gode præmier.

Der var i løbet af dagen præmieoverrækkelser til de vindende hold. Om eftermiddagen stod borgmester Anette Mortensen (V) for overrækkelsen af DM-medaljer til de bedste kørende hold.
rmh

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

 

Skriv en kommentar