(Last Updated On: 4. januar 2019)

Bonden Jens, som spilles af Jesper Christensen, ses her på en af kirkebænkene i den gamle Højerup Kirke. (Foto: Jonas Svensson)

Højerup: Måske kan nogle huske, at den gamle kirke i Højerup og området umiddelbart syd og vest for kirken var lukket for offentligheden tre dage i oktober 2017.

Nordisk Film var dengang på besøg for at lave optagelser til en ny dansk spillefilm, og området var i dagene fyldt med skuespillere og statister i gamle klæder, hestevogne, kameraer, klaptræer, lyd og lysudstyr og meget andet.

Her blev der optaget flere centrale scener til Michael Noers danske drama ’Før frosten’ med Jesper Christensen i hovedrollen som bonden Jens, der i 1850’ernes Danmark står over for et ubærligt valg: Hvis familien skal overleve vinteren, tvinges han til at indgå en pagt med storbonden på den nærliggende gård og gifte sin datter Signe bort. Snart bliver Jens opsøgt af en rig storbonde, der ønsker at købe hans land. Han ser denne mulighed for at give hans familie et endnu bedre liv. Det tvinger ham dog til at give afkald på noget af det, han holder allermest af.

Jesper Christensen har i 2018 høstet store roser for rollen som Jens og har også vundet flere priser. Rollelisten tæller desuden Clara Rosager, Ghita Nørby, Magnus Krepper, Gustav Dyekjær Giese og Elliott Crosset Hove.

Før frosten har premiere torsdag den 10. januar. Nærmeste premierebiograf er Nordisk Film Biografen i Køge.
rmh

Skriv en kommentar