(Last Updated On: 9. juli 2018)

Store Heddinge: Et livstykke står for en ualmindelig livsglad person. Egon Møller er et sådant menneske. Den 12. juli fylder han 100 år. Han er i den grad still going strong.

Gartnerlærling fra Aalborg

“Holder han sig ikke godt?”, lyder det fra hustruen Ellen, der er et årti yngre, og selv holder sig flot.

Hun giver ham et kærligt klap på hovedet, mens han fortæller om sit liv, som begyndte i en gartnerfamilie i Aalborg.

-Jeg kom i gartnerlære som 17-årig på Fyn, men det gav ingen penge, så i stedet blev jeg salgschauffør da jeg var 18, fortæller Egon Møller.

Hørte den første radio

Født i 1918, mens 1. verdenskrig stadig rasede. Den spanske syge slog hen mod 100 millioner mennesker ihjel. Den russiske Zar Nikolaj den 2. blev myrdet få dage efter Egon Møllers fødselsdag. Og i København Stormen på Børsen i København af syndikalister.

– Jeg kan huske da min far fik et krystalapparat, og vi begyndte at høre radio, siger Egon Møller, som er en fremragende fortæller.

Skal være i gang

Egon og Ellen blev gift i 1951 og flyttede til Stevns i 1956. Han kørte med blomster til Grønttorvet, som han fik i kommission fra diverse landbrug indtil han drejede nøglen om på “torvebilen” den 23. december 1977.

– Jeg blev vicevært i Store Heddinge, og jeg går stadig til hånde. Kan ikke lade være. Jeg må ud. Når det er dårligt vejr, så bliver jeg træt af at sidde inde, lyder det fra den 100-årige livskraftige fødselar.

Vant til kongelige breve

Det er blevet til to børn, fem børnebørn og to oldebørn, og snart er der et brev fra Dronningen på vej, som lykønsker alle 100-årige i Danmark.

– Nå, ja, sådant et fik vi også da vi havde krondiamantbryllup. Det er vi så vant til, griner både Egon og Ellen.

Kørekort fornyet med 15 år

Humøret er i top og det samme med helbredet. Da han var i 50-års alderen havde sundhedsvæsenet en hjertekampagne, og Egon Møller synes måske, at han skulle melde sig til lægetjek.

Men der fandtes ingen journal på ham, han havde jo aldrig været syg.

Men alderen kan alligevel mærkes. Sidste år stoppede han i sin kolonihave, som han har haft siden 1960, og han solgte bilen, som var blevet for gammel.

– Men jeg fik fornyet mit kørekort. For de næste 15 år, smiler han, og ryster lidt på hovedet.

Tænker på fremtiden

Egon griner ikke over “de gode gamle dage”.

– Det var ikke sjovt, det var fattigt, siger han, men han spekulerer en del over fremtiden og hvordan verden ser ud, når hans oldebørn bliver 70 år.

– Er vi på vej mod noget, som vi ikke kan styre? kommer det stille.

En handlingens mand

Men foreløbig er Egon Møller på vej mod 100 år, og han har godt styr på både fortiden som tanker om fremtiden.

– Jeg kan være noget af en provo, og er mere handlingens mand end en som blot snakker. Jeg har altid levet efter at gøre min pligt, og kræve min ret.

Ellen nikker, og stryger ham over håret. Noget tyder på, at hun har en stor andel i at Egon kan fylde 100 år i så god form.

sky

 

Skriv en kommentar