(Last Updated On: 15. februar 2019)

Det giver ingen mening at kalde Lotte Hagner (tv) for »kold jomfru« og Rikke Nielsen for »varm«. For de er begge ligeså hjertevarme som deres kolleger i Madservice.
(Foto: Klaus Slavensky)

Stevns: I dag står den på stegt medister, grøntsager og æblegrød med mælk, og i morgen onsdag, er det grønkålssuppe med kold, sprængt kam og så æbleskiver med jordbærsyltetøj.

Det er en del af menuplanen for udbragt kølet mad i Stevns Kommune, og ernæringsassistenterne Lotte Hagner og Rikke Nielsen er nogle af hænderne bag “Den grønne madkurv”.

Brugerundersøgelse

Det lyder lidt som en skovtur, men er et udpluk af kommunens Madservices kostplan for februar-marts.

Men den indeholder også resultaterne fra en brugertilfredshedsundersøgelse, som netop er taget til efterretning i Social- og Sundhedsudvalget, og det er undersøgelsens plusser og minusser, som leder Anne-Marie Thøgersen og de to ernæringsassistenter vil fortælle om.

Mest plusser

Der er 96,6 pct. af brugerne i eget hjem, som svarer, at de altid/for det meste er tilfredse med hovedretterne, og tallet er tilsvarende for brugerne i plejeboligerne.

Men der var også bemærkninger om oplevelsen af hård og tør mad. Derfor er Madservice begyndt at langtidsstege kød, så det er så mørt som muligt.

– Fordelen for brugerne i eget hjem er, at de kan spise maden når det passer dem. Vi bringer mad ud to gange om ugen, og har man ikke en mikroovn, så kan man låne en ældrevenlig via Madservice, fortæller Lotte Hagner, som koordinerer “det kolde køkken”.

Tjek på emballage

Rikke Nielsen koordinerer det varme køkken, og er desuden “kørepige”, som i samarbejde med sygeplejersker og hjemmeplejen sørger for, at de hjemmeboende ældre spiser det udbragte mad.

– Vi forbedre hele tiden både maden og emballagen, så maden er holdbar og appetitlig, forklarer hun, og fortæller hvordan man afprøver og udvikler emballagen, så borgerne får nemmere ved at åbne den.

Varm mad, god søvn

Brugerundersøgelsen satte også fokus på måltidssituationen på plejecentrene.

– Vi er opmærksomme på mere sæsonbaseret mad, herunder ønsker fra beboere, og vi afprøver

nye retter. Der er altid tre til at prøvesmager, siger Rikke Hansen.

Hun fortæller hvordan man gennem samtale, serveringsforslag og informationsfoto af madretterne sikrer, at plejecentrenes personale har styr på f.eks. opvarmningen.

– Vi ved fra undersøgelser, at de ældre sover bedre hvis de får varm aftensmad, fastslår Anne-Marie Thøgersen.

Lokal ønskemad

Pizza er ikke super velegnet til opvarmning, så det hører under ordningen med “ønskemad”.

En gang om ugen er der gang i de små gryder på plejehjemmene, hvor beboernes egne madønsker prioriteres.

– Det købes råvarer i de mange lokale gårdbutikker og hos f.eks. slagteren i Klippinge, siger Anne-Marie Thøgersen.

– Madservice har personale ansat på plejecentrene, som sørger for madoplevelsen er optimal. Nogen har behov for bl.a. diætmad eller kolesterolfattig kost, så vi arbejder til stadighed med at tilpasse og forbedre vores produkter og service, slutter hun.

sky

 

Skriv en kommentar