(Last Updated On: 15. juni 2018)

Svend Åge Hansen kunne have stået model for kaptajn Haddock, men han er formand og skipper for Valløbåden, og har mange års sejlererfaring i vadsækken. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Ladeplads: Der er mange idylliske pletter på Stevnskortet. Et af dem ligger næsten skjult som en hemmelighed a’la »Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer’«

Garderhøjen Havn

Men noget så unikt skal ikke forties. Man tager en tur til Vejs Ende ved Strøby Ladeplads, køber måske en is, og så går man på stien langs vandet indtil man kommer til en af landets mindste havne, Garderhøjen Havn.

Her er Valløbåden fortøjret, her holder den lille hyggelige bådklub til i eget klubhus.

Og her kan man være heldig at møde selveste formand og skipper Svend Åge Hansen.

– Jeg har været fisker for mange år siden. Tog ud fra Bøgeskoven, fortæller Svend Åge Hansen, som i dag er frontfigur for klubbens 30 medlemmer.

Sejl, fisk, hyg

Valløbåden ligner en skøn lille kutter, men går under betegnelsen en Musti jolle på 21 fod.

Der er plads til 6-8 personer inklusiv skipper, med mindre man selv har bestået duelighedsprøven eller speedbåd ditto.

– Hvert år deltager vi i »Børnenes sommer« på Stevns, hvor op til 40 børn kommer en hel dag for at sejle, fiske og kære noget om sømandslivet, fortæller Svend Åge Hansen, og det er ikke en skipperskrøne.

Man behøver dog ikke at være barn for at tage en tur langs kysten, og se Stevns Klint fra havsiden.

Sejltur for 25 kr.

Interesserer man sig for sejllads eller fiskeri, så kan man få en tur for 25 kroner per time, børn under 12 år kan nøjes med 15 kroners taksten.

Båden har ingen mast, men i bedste galease-stil er der hele to telefoner, som man kan ringe til hvis man vil bestille en tur, hvor der også følger redningsveste med.

Skipper Hansen har 23 72 88 23, og hans bedstemand, Torsten Paridon, kan man kaste en trosse ind til på 29 24 48 43.

Sæsonen går fra maj til 15. september. Skib Ohøj!

sky

 

Skriv en kommentar