Strøby Egede: Kl. 2.35 natten mellem torsdag og fredag blev politiet kontaktet af en bekymret 91-årig kvinde fra Strøby Egede, som ikke kunne finde sin 90-årige lillesøster.

Lillesøsteren var ifølge anmelderen på besøg og skulle sove på sofaen. Den 91-årige fortalte, at hun kortvarigt havde været på toilettet, og at søsteren nu var forsvundet ud i haven – kun iført sit nattøj.

Politiet sendte flere patruljer til området for at lede efter den 90-årige i den kolde nat, ligesom politiet kontaktede hjemmeplejen for at få yderligere oplysninger om besøget af søsteren.

Den 91-åriges have var indhegnet af et højt hegn, hvorfor politipatruljen skønnede det usandsynligt, at søsteren kunne havde forceret hegnet og derefter være forsvundet.

Politiet tog kontakt til andre familiemedlemmer, som kørte til søsteren bopæl i Tølløse. Her blev den 90-årige fundet sovende i sin seng, idet hun slet ikke havde været på besøg i Strøby Egede.

Eftersøgningen kunne derfor indstilles.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.