(Last Updated On: 4. april 2017)

Hva’ så unger, får vi trykket den af? Chappers stemme brøler ud igennem højtalerne og de 300 børn i hallen kvitterer med et rungende Jaaaa!

Strøbyskolen: Det er fredag den 31. marts, klokken er lidt over et og Chappers Jam Beat Band er i fuld gang med at give 0. til 4. klasse på Strøbyskolen en musikalsk oplevelse, hvor de jammer, synger sort, gætter, laver beats og beatbox og i det hele taget fyrer den for vildt af.

Børnene kender Chapper fra utallige børneprogrammer i fjernsynet og i dag får de så lov til at opleve ham live på deres egen skole.

Dagen har stået i musikkens tegn på Strøbyskolen. Om formiddagen har 5. til 9. klasse været til koncert med Jansbergband, og de fire medlemmer i bandet forstod at sætte salen i kog med deres moderne folkemusik, som båden involverer synthbas, violin og pumpende trommer.

Henrik Jansberg, som er ankermanden i bandet, vandt allerede i 2004 en Danish Musicaward for sin debutplade og derefter er det gået over stok og sten for Jansbergband. Talrige koncerter i ind og udland og flere albumudgivelser, senest Terra Nova fra 2015.

Ved siden af sin professionelle musikerkariere, underviser Henrik børn og unge i violin i Stevns Musikskole.

Fredagens koncerter var blevet til i et samarbejde mellem Stevns Musikskole, Strøbyskolen og Dagli’Brugsen i Strøby, som har sponsoreret musikernes honorarer.

Øverst er det Chapper, nederst Jansbergband. (Fotos: Stevns Musikskole)

Skriv en kommentar