(Last Updated On: 17. september 2019)

Sport: Bymidten i Store Heddinge var søndagen igennem fuld af liv: Med cykelryttere, der blev sendt ud på ruten fra Nytorv og – i meget høj fart – kørte over målstregen i Algade. Deres trænere, som hjalp med opvarmning og gode råd. En scenevogn på torvet, hvorfra præmieoverrækkelserne fandt sted. En erfaren speaker, der orienterede undervejs. Og ikke mindst publikummer, der fulgte med bag afspærringerne i byens gader.

Årsagen var fjerde og afgørende afdeling af Demin Cup og Uno-X Junior Cup, arrangeret af Danmarks Cykle Union, som trak flere hundrede ryttere til byen for at køre cykelløb. Fra otte morgen til kl. 17 om eftermiddagen blev der kørt stærkt på den godt 20 km. lange rundstrækning med start og mål i Algade. Der var deltagelse fra de helt unge U11 ryttere, både piger og drenge, over veteraner og kl. 13 blev eliten sendt ud på ni runder, svarende til 185 kilometer cykelløb.

Dagen igennem udfordrede en kraftig blæst rytterne – især når der var sidevind på de åbne strækninger udenfor byområderne. Blæsten til trods blev der kørt stærkt, også henover brostenene på Nytorv, hvor eliterytterne ifølge nogle af de mere erfarne tilskuere nærmede sig en topfart på 55 km/timen.

Omend der var sendt breve via e-boks til naboerne langs ruten og omtale af cykelløbet på kommunes hjemmeside og i de lokale medier, var det ikke alle, der havde opdaget, at der denne søndag skulle køres cykelløb på Stevns.

Det gav flere episoder med forvirrede cyklister og bilister, der kørte mod den ellers tydeligt afmærkede ensretning eller blev fanget bag et felt af hurtigtkørende ryttere.

Heriblandt var Rasmus Englund, bosiddende i Store Heddinge, som har sendt en reportage af sin oplevelse bag rattet til redaktionen. Den kan læses her.
rmh

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar