(Last Updated On: 16. august 2018)

Menighedsrådsformand og formand for Støtteforeningen for Vallø Lokalhistoriske Arkiv Bodil Bidstrup Graversen – der pludseligt døde i mandags – var i over 60 år gift med Hans Krogsgaard og var derfor i daglig omtale kendt som Bodil Krogsgaard. (Foto: Leif Nielsen)

Det var med stor sorg, at vi modtog budskabet om Bodil Bidstrup Graversens død mandag 13. august.

Bodil kom til verden i Frøslev Sogn 19. september 1937.

I 1956 blev Bodil gift med Hans Krogsgaard Graversen. Sammen erhvervede de sig gården i Ammerup, som de gjorde til et spændende landbrug med bl.a. biogasanlæg og vindmøller.

Gennem mange år var Bodil engageret i Hårlev Menighedsråd, senest beklædte hun formandsposten. For Bodil var det en hjertesag med god trivsel omkring kirken, således at de nye generationer vil bære kirken videre.

Endvidere var Bodil engageret i mange andre foreninger i lokalsamfundet. I Støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv var Bodil formand. I Familie og Samfund og i Plejehjemmets Støtteforening lagde Bodil mange gode kræfter. Ligeså i Kræftens Bekæmpelse. Foreningen KLF Kirke og Medier nød også stor glæde af Bodils engagement.

Bodil vil være savnet som person og samarbejdspartner i både store og små sammenhænge.

Bodil efterlader sig ægtefælle, fem børn, 12 børnebørn og 10 oldebørn.

Bodil døde i forlængelse af en motionstur med Gåvennerne ved Søholm.

Ære være Bodils minde.

Bodil Bidstrup Graversen – kendt som Bodil Krogsgaard – begraves fra Hårlev Kirke fredag 17. august kl. 13.00.

Anette Seifert
Sognepræst

 

Skriv en kommentar