(Last Updated On: 11. oktober 2017)

Rødvig: Gymnaiseelev fra Rødvig springer ud som forfatter. Ida Ronau går på HTX Køge, hvor hun læser design og Kommunikation & IT.

Men derudover har hun et særligt talent: Hun kan skrive! Som i virkeligt skrive.

Hovedet fuld af historier

Hun har netop modtaget den ære at blive udpeget som en af 20 talentfulde unge, der er vindere af Danmarksmesterskabet i Novelleskrivning 2017, som afholdes af Dansk Forfatterforening.

Ida fortæller om sin deltagelse:

– Jeg har altid haft hoved fuldt af historier. Og karakterer. Personer, som banker på for at komme til live. Men det var først, da min dansklærer bad os om at skrive en novelle og fortalte om DM i novelleskrivning, at jeg for alvor greb fat om en af historierne.

Dansklærer Jesper Skovlund er begejstret:

 – Sikken en fortællerglæde! Den kan man tydeligt mærke, og det er bare så skønt at se den glæde over en god historie blive foldet ud i en skarp novelle fra sådan en ung dame, siger læreren stolt.

Skrivekursus på Vallekilde

Novellen »Spejlet« handler om en dreng, som har et spejl, hvori han ser en anden dreng, der ligner ham, men som lever i en anden dimension.

Han bliver fortrolig med ham og åbner op om et problem han har og spørger så den anden om hjælp. Den hjælp får han. Men er al hjælp godt? Det lader Ida læseren om.

Som præmie fra konkurrencen har Ida ud over æren vundet invitation til skrivekursus på Vallekilde Højskole.

– Det bliver rigtigt spændende, siger Ida og fortsætter:

– Jeg håber, at jeg møder nogle nye venner – men også nogle mennesker, jeg kan lære fra!

 Alt tyder på, at en forfatter er født.

sky

 

Skriv en kommentar