(Last Updated On: 7. december 2018)

Gerda Just Hansen fik årets handicappris, og er her flankeret af formanden for Handicaprådet Ole Gjermandsen (tv) og Mogens Haugaard Nielsen. (Foto: Klaus Slavensky)

Hårlev: Et velspillende blokfløjtekor fra institutionen Marjatta gav ”What a wonderful world”, da Handicaprådet på Stevns skulle overrække årets handicappris.

Vidunderlige Gerda

Prisen 2918 gik til Gerda Just Hansen, og glæden over at modtage anerkendelsen, omdannede Stevns Kommunes Sundheds- og Frivillighedscenter til ”a wondeful world” for både prismodtageren, musikerne fra institutionen for udviklingshæmmede og de mange andre fremmødte.

Næstformanden for Handicaprådet, Mogens Haugaard Nielsen, overrakte prisen til Gerda Just Hansen, som i 1983, på opfordring af Handicaprådet, startede et hold i hensyntagende undervisning i madlavning for handicappede.

Det blev starten på 35 år med hensyntagende madlavning, og det ene hold er i dag blevet til seks.

Arbejder for livskvalitet

Gerda Just Hansen er uddannet økonoma, og har arbejdet i både Stevns og Faxe kommuner.

– Gerda er en ildsjæl, da hun brænder for at give de handicappede en bedre dagligdag og færdigheder, så de kan klare sig godt i dagens Danmark. Hendes ønske for sine elever er, at de kan opnå livskvalitet, som alle andre, sagde Mogens Haugaard, da han begrundede valget af prismodtager.

»…fordi jeg kan lide det«

LOF’s formand Ole Green og leder John Dalsgaard Jensen roste Gerda Just Hansen og fandt, at prisen var velfortjent.

Der blev fortalt mange anekdoter, og prismodtageren gav mange sjove eksempler på sit arbejde, da hun holdt takketale. Men fokus var på de handicappede.

– Jeg tænker ikke på det som et arbejde, jeg gør det, fordi jeg kan lide det, sagde hun.

Lysten til at gøre en forskel satte Mogens Haugaard ord på i sin pristale, hvor han fortalte om de mange sommerfester, som holdes hjemme hos Gerda Just Hansen, og som hun bruger sine ferier på.

Holder foredrag

Da anekdoterne om prismodtageren tog fart, fortalte Mogens Haugaard om dengang Gerda Just Hansen vandt et traktortræk, mod en række mænd, ved at kære 400 meter snorlige.

Gerda Just Hansen stopper ikke med at pløje sig gennem den stevnske jord.

Hun har også pløjet sig gennem et kursus om demens, og tager gerne ud og holder foredrag om demens, ligesom hun både holder foredrag og workshop om sund kost og mad.

Hun går til den

Musikholdet fra Marjatta stod for underholdningen ved prisoverrækkelsen den 3. december på Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev. (Foto: Klaus Slavensky)

Nu kan Gerda Just Hansen gemme denne pris i scrapbogen, sammen med den version af Kim Larsens ”Papirklip” som Marjatta-musikere spillede for hende. ”Så nu går vi bare til den”, som en af blokfløjtenisterne sagde.

Det har Gerda Just Hansen gjort i over 30 år, og derfor blev hun årets modtager af ”Handicapprisen”.
sky

Skriv en kommentar