(Last Updated On: 6. september 2019)

Piger, drenge og seniorer spillede kampe dagen igennem, da SB sidste lørdag afviklede Store Kampdag. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Lørdag i sidste uge var der Store Kampdag på boldbanerne ved Stevnshallen. Vært var den lokale klub Store Heddinge Boldklub (SB), der selv stillede med mange hold til de mere end 50 trænings- og turneringskampe, som blev spillet dagen igennem.

Vejret viste sig fra sin gode side, og mange var mødt op for at følge kampene fra sidelinjen.

Der var både 3-, 5-, 8- og 11-mands kampe, og såvel pige-, drenge- og seniorhold på banen.

– Vi arrangerer Store Kampdag to gange om året for at samle alle klubbens hold. Det giver et godt fællesskab i klubben, fortæller SB’s formand Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

At det kan lade sig gøre, tillægger han i høj grad den opbakning, som klubben oplever fra de mange frivillige, der hjælper til – både med den forudgående planlægning og på selve dagen.

Udover velspillede kampe med masser af spændende fodbold og god stemning, var der også et godt salg i både kantinen og tombolaen, hvor der blev solgt over 300 flag – med mange fine præmier på højkant, sponsoret af erhvervslivet i lokalområdet.
rmh

Skriv en kommentar