(Last Updated On: 13. august 2019)

Medlemmer af Enhedslisten Stevns klapper ikke kun når der er politiske taler, men også af musikken, når der sommerfestes, som her i Solgårdsparken i 2018.

Store Heddinge: Det er en kendt sag, at de politiske partier holder sommermøder, hvor de proklamerer nye tiltag og kritiserer de andre partiers politik.

Sådan er det på landsplan, men på Stevns inviterer f.eks. Enhedslisten til sensommerfest.

I år i Store Heddinge

Enhedslistens folkefest foregår på Kronhøjvej i Store Heddinge lørdag den 17. august kl. 15 – 20.

I en del år har Enhedslisten Stevns holdt deres årlige sommerfest i Solgårdsparken i Strøby Egede, men i år er det det sydlige Stevns, som lægger jord til.

– Tag derfor familien under armen og kom til en hyggelig eftermiddag og aften i morskabens og fællesskabets tegn, siger Lotte Nielsen fra Enhedslisten.

Fællessang og trylleri

Festen byder på spil, fællessang, trylleri ved Erik Jensby, popcornmaskine, slush ice og hoppeborg.

Festen foregår helt nøjagtigt i Jernbanegade 4P, som er de grønne arealer overfor skulpturparken, ved siden af rådhuset, og så kan man samtidig nyde disse kunstværker.

Der vil blive tændt op i grillen kl. 17.00, hvor medbragt mad, som kan komme på køl inden, kan grilles, lover Lotte Nielsen.

Det vil også være muligt at købe drikkevarer på dagen.

sky

 

Skriv en kommentar