(Last Updated On: 6. november 2018)

Manolis og Pia har haft deres populære spisested i 10 år. (Foto: Maria Hatzisawas Damsgaard)

Store Heddinge: Mange tror, at restaurant Café Algade har ligget der altid, så vel anset og etableret er den.

Men i disse dage fejer ægteparret Emmanouel og Pia Damsgaard Hatzisawas 10 års jubilæum for deres virksomhed.

Lykkenumre til gæsterne

Det dansk-græske værtspar har været en succes,

– Men det skyldes alene vores gæster, understreger de begge.

Derfor får alle, som besøger Café Algade fra 1. november til 9. december et ”lykkenummer”, så de kan deltage i konkurrencen om at vinde en rejse for to til Rhodos i Grækenland.

Hvorfor denne by, vender vi tilbage til.

International og sprogøre

Det stod ikke skrevet på Pia Damsgaards ”menukort”, at pigen fra gården i Magleby skulle verden rundt, for at blive en værdskattet restauratør på Stevns.

– I 1980’erne var jeg airguide hos Spies Rejser, fortæller Pia Hatzisawas, som hurtigt avancerede til destinationschef med udstationering i Tunesien fra 1986-92, og siden blev regionschef for bl.a. Frankrig og Grækenland. International uddannet og taler mange sprog.

– På Rhodos mødte jeg Manolis i 1991, en ægte forårsforelskede, siger hun, og ægtefællen tilføjer:

– Den holder endnu.

Familiebyen Rhodos

Emmanouel Hatzisawas’ far var musiker, og spillede bl.a. med James Last Orkester, og Manolis er derfor født i Tyskland.

Men snart var familien tilbage i Grækenland, og fik et populært koncertsted på Rhodos, hvortil Pia arrangerede turistture, og sød musik opstod i Zorba-takt, indtil ægteparret tog til Danmark i 2007.

– Bygningen i Algade 5 var til leje, og jeg havde lært god madkunst af bl.a. min svigermor, og vi ønskede at lave noget i fællesskab, fortæller Pia.

Kreativitet er nøgleordet

Hele caféen blev ombygget. Pia er den kreative part, maler og modellerer, og kan noget med farver og kreationer.

Ikke kun Stevns’ mest fotograferede juletræ, som er pyntet med moccakopper.

– Jeg finder kreativiteten i køkkenet, alle retter skal se smukke ud, lyder det fra Pia.

Masser af arrangementer

Manolis ynder de store linjer, styring og koordinering, og vil helst fremhæve sin kones kvaliteter.

– Vi er lidt Yin og Yang, og derfor lykkes det f.eks. at lave vores mange arrangementer med græsk aften, filosof-aften og så videre, siger Manolis.

– Vi lavede bl.a. en Karen Blixen-aften med Babettes Gæstebud, og en Søren Kierkegård-menu, indskyder Pia, som dog ikke tog Kierkegård-citatet ” Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”, så alvorligt, at man begyndte med desserten.

Den Danske Spiseguide

Man bliver hurtigt på fornavn med Pia og Manolis, som forstår at hygge om gæsterne.

De har hjertet med, og også meget på det, og derfor fylder stamgæsternes liv og historier i deres arbejde.

Men så er der også historien om den særlige gæst ved bord nummer syv: Bent Christensen fra Den Danske Spiseguide.

– Han skrev, at vi brændte for stedet, og vi har nu været omtalt i guiden syv år i træk, siger en taknemmelig Pia.

”Enhver by burde have en Café Algade” skrev madanmelderen.

– Det er den næstbedste anbefaling, først er der vores stamgæsters støtte og tilfredshed, supplerer Manolis.

Ny restaurant i Rødvig

Under de veldækkede borde i de smukt dekorerede lokaler ligger spændende fremtidsplaner.

Selv om ægteparret har typiske arbejdsdage fra kl. 9-23, så kan Pia vågne om natten for at tænke på den kommende nytårsmenu.

Men fremtiden er mere end årsskiftet. Til sommer er planen at starte en ny restaurant på havnen i Rødvig.

– Det bliver noget med fisk, fortæller Manolis og viser prospektmateriale frem om det nye sted.

Noget tyder på flere jubilæer og tilfredse gæster i fremtiden.
sky

Skriv en kommentar