(Last Updated On: 3. maj 2019)

Affaldsbunken ligger som en trist indgangsportal til boldbanen i Strøby, og ved stien til naturområdet med shelter ved Ådalen.
(Foto: Klaus Slavensky)

Affald: Flere borgere i Strøby har henvendt sig til Stevnsbladet fordi de undrer sig.

De kan nemlig ikke forstå, at der tilsyneladende er anlagt en ny genbrugsplads ved boldbanerne og Strøby Kirke.

Bunker af affald

Deres lokale avis har kigget på sagen, og kan konstatere, at bunken med byggeaffald med mere, ikke opfylder Stevns Kommunes nye sorteringsregler, som ellers er indført på genbrugspladserne i Hårlev og i Store Heddinge.

– Der har ligget lædermøbler, toiletkummer og køleskabe i over en måned, men de er nu forsvundet, fortæller Leif Mikkelsen fra Strøby Borgerforening.

Om det skyldes genbrugsjægere vides ikke, men som det fremgår af fotodokumentationen, ligger der stadig en del affald tilbage.

Efterladt trailer

På parkeringspladsen et par meter derfra står en trailer fyldt med diverse affald, som ifølge Leif Mikkelsen har stået der i over en måned.

Den står der endnu trods hans henvendelser til Stevns Kommune.

Stevnsbladet tog registreringsnummeret KT 7269 og ringede til Haslev Trailer Center, hvis firmanavn stod på traileren. De havde solgt den for 15 år siden, hvilket bekræftes af nummerpladeregistret, som også oplyser, at der er betalt vægtafgift 2019 ud.

Køge Politi bekræfter ligeledes dette, og vil nu tage kontakt til ejeren for at få traileren og affaldet fjernet.

Kommunen griber ind

Centerchef Teknik & Miljø i Stevns Kommune, Birgitte J.T.K. Nielsen, oplyser til Stevnsbladet, at der ikke er etableret en ny genbrugsplads i Strøby.

Hun forklarer desuden, at forvaltningen har fået en anmeldelse, og at der er kontakt til den pågældende borger, som har efterladt affaldet. Vedkommende har fået en frist på 14 dage til at få det fjernet.

– Sådanne sager er svære at håndtere. Vi forvalter jo borgernes penge, og det er jo mest fair, at de som sviner, selv rydder op. Men hvis ikke det sker, så gør kommunen det, og så sender vi regningen til den, som i dette tilfælde har smidt affaldet, fortæller Birgitte J.T.K. Nielsen.

sky

Politiet vil nu kontakte ejeren, som har »glemt« denne trailer med affald på parkeringspladsen bag Strøby Kirke. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Skriv en kommentar