(Last Updated On: 4. januar 2019)

Hvad er kedeligt og hvad er spændende? Vi har hver vores opfattelse.

Jeg synes, det er uhyggeligt spændende at følge befolkningsudviklingen på Stevns. Vi er blevet 118 flere borgere i kommunen på det år, der er gået siden 1. oktober 2017 – i sig selv en relativ uspændende oplysning, men dog glædeligt for en kommune med bosætning, som strategisk mål.

Dykker man ned i tallene, opdager man imidlertid, at vi er blevet 18 flere 0 til 4-årige. Gad vide, om vi har kvalitetspræget dagpasning til de ekstra?

Vi er blevet 40 færre 5 til 19-årige. Bliver der fyret lærere eller øger vi kvaliteten for de tilbageværende elever?

Der er blevet 15 færre 20 til 64-årige – 15 færre til at ”skaffe”. Skal vi sætte skatten ned for at lokke flere til, eller op for at skaffe penge?

Til gengæld er vi blevet 103 flere mere eller mindre raske og rørige 65 til 79-årige pensionister, der gerne vil bidrage meningsfyldt og 52 flere over 80, hvor mange også gerne bidrager, men hvor tanken om den værdige alderdom også presser sig på.

Ovenstående er få eksempler på iøjnefaldende og vedvarende dilemmaer, og 2019 bliver endnu et spændende år i kommunalpolitik. Meld dig ind i et politisk parti, bliv kandidat til næste kommunalvalg, sæt dit præg på holdbare løsninger.

Niels Bauer
Møllemarken 41
Valløby

Skriv en kommentar