(Last Updated On: 1. april 2019)

Medaljehøst: Bagest fra venstre: Maj-64 Max Laursen; Nov-78 Lars Juel Clement; Jul-78 Claes Stolshøj, Jul-78 Carsten Petersen; 112-Jan-62, Ib Lykke Pedersen; 610-Jan-68 Hans Egon Pedersen og 415-Nov-67 Søren Sørensen. Front fra venstre: Maj-73 Leif Larsen; (medlemstegn) Dec-17 Joakim Naur Jensen; Apr-06 Henrik Stolshøj og Jul-94 Henrik Ravnshøj Olsen. (Privatfoto)

Garder-generalforsamling: Der kom 33 forhenværende soldater marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to!

De havde fundet de hvide skjorter og jakkesæt frem, for de havde været i Dronningens klæder, nogle endog i Kongens.

Sildesalat og beretning

Så mødte de garderformanden 415-nov-67, også kaldet Søren Sørensen. Han sagde:

“Godaften soldater! Hvor har I dog noget flot ’sildesalat’ på tøjet, og før der er tid til Gule Ærter og Wienerschnitzel, soldaterhistorier og sange, så skal I lige se noget.”

“Kan I se denne bakke med skinnede medaljer? Hvis I gider høre på min beretning, så skal I få så mange nye jubilæumstegn, som I kan bære”.

Og de 33 tårnhøje forhenværende gardere, for det var det de var, satte sig godt tilrette for at høre 415-Nov-67 tage hul på Stevns Garderforenings 106-årige historie.

Dog mest om hvad der skete i 2018.

1. verdenskrig og PET

Stevns Garderforening afviklede fredag den 22. marts 2019, kl. 1800 den ordinære generalforsamling på Traktørstedet Højeruplund i Højerup.

Og der blev fortalt om deltagelse i Kronprinsens 50 års fødselsdag, om fugleskydning og om bustur til Politimuseet.

De forhenværende havde også haft møde med en anden forhenværende, nemlig tidligere operativ chef i PET Frank Jensen, og da man var i gang med tidligere tider, så havde stevns-garderne også deltaget i november-markeringen af afslutningen på 1. verdenskrig med bl.a. mindegudstjeneste i Lille Heddinge Kirke og kransenedlæggelse ved Halifaxstenen i Højeruplund.

Medlemstal falder

Men formand 415-Nov-67 talte også om fremtiden, hvor man i år den 15. juni fejrer 800 året for Dannebrog, som efter sigende skulle være faldet ned fra himlen i 1219, uden der dog var nogen øjenvidner tilstede under generalforsamlingen i Højerup.

Til gengæld falder medlemstallet i garderforeningerne, og for øjeblikket forhandler Faxe og Haslev om en sammenlægning, da de henholdsvis har 40 og 70 medlemmer.

– Hvervekampagnen af unge gardere er slået fejl. Garderforeningerne har ikke fastholdt de unge, kunne 415-nov-67 oplyse, men det er der råd for. Ung-Initiativet:

– Derfor må vi lokalt optimere rekrutteringen blandt ældre årgange med henblik på at skabe en større medlemstilgang til foreningerne.

Skud og regnskab

Det står nu ganske godt til med medlemstallet på Stevns, som er 102 mand.

33 af disse deltog i ivrig diskussion om beretningen, der bl.a. indeholdt forslag om at lave en film om foreningens arbejde som led i markedsføringen af at få fat i de unge.

Formandens beretning blev herefter taget til efterretning med behørig applaus.

Og mens tilhørerne kiggede på med store øjne, aflagde skydeleder Leif Larsen beretning, der blev fremlagt regnskab med overskud ved kasserer Hans Henrik Thyssen.

Persondataloven

Nov-78, Lars Juel Clement åbnede tre kister, en med kobber, en med …, undskyld, han stillede tre forslag, hvor to blev stemt ned, men et forslag om revidering af vedtægterne, så de lever op til bl.a. Persondatalovgivningen, blev vedtaget.

Derefter var der valg, og bestyrelsen består i det næste år af: 415-nov-67, Søren Sørensen, Nov-78, Hans Henrik Thyssen, Maj-73, Leif Larsen, Aug-07 Ruben Lykke Pedersen og Apr-87, Jens Egsgaard.

Middagen varede i flere timer, og alle fik større og større øjne, som skinnede om kap med medaljerne. Og det er ganske vist.

sky

 

Skriv en kommentar